Lastbiler skal ud af byen
Kolding Kommune tager nu skrappere metoder i brug for at holde lastbiler ude af historisk bymidte.
I slutningen af 2014 blev det østlige ben i rundkørslen ved Koldingvej og Gl. Præstegårdsvej indsnævret med en skarp kurve, så lastbiler ikke længere kunne køre igennem, men det stopper tilsyneladende ikke alle.
Kommunens politikere i teknikudvalget vil nu problemet til livs, da den tunge trafik både ødelægger den nye belægning og generer beboerne, skriver Jydske Vestkysten.
- Vi har bedt vores forvaltning komme med et forslag til, hvad vi kan gøre. Blandt andet vil vi have undersøgt, om det eventuelt er en mulighed at indsnævre det østlige ben yderligere, siger formanden for teknikudvalget Knud Erik Langhoff (K) til avisen.
Knud Erik Langhoff mener dog ikke, at løsningen er et totalt forbud mod indkørsel.