Tre ud af ti lastbilforhandlere kører med underskud
Selv om lastbilforhandlerne er blevet bedre til at tjene penge, kører tre ud af ti stadig med underskud, viser ny analyse.
Analysen viser, at det primære resultat pr. ansat er steget fra 82.000 kroner i 2010/11 til 166.000 kroner i 2013/14.
- En forklaring på stigningen kan være det stabile salg af lastbiler i perioden, hvor lastbilforhandlerne har tilpasset deres forretning til markedet, forklarer Lars Nielsen, leder af Deloittes Markedsgruppe Auto, og Thomas Møller Sørensen, branchedirektør i Bilbranchen.
- Den stigende indtjening til trods er der fortsat en del lastbilforhandlere, der realiserer underskud. Således realiserer 3 ud af 10 lastbilforhandlere underskud i år, hvilket også har været niveauet i tidligere år.
- At andelen af lastbilforhandlere med underskud ikke ændres på trods af stigende indtjening, kan tyde på, at flere lastbilforhandlere er presset på deres mærke, forretningskoncept eller produktivitet set i forhold til deres kolleger i branchen.
Afkastningsgraden forbedret
Branchen har i 2013/14 reduceret lagerbindinger, der udgør 853.000 kroner pr. ansat i 2013/14 mod 1,1 millioner kroner året før. Reduktionen i lagerbindingerne samt den forøgede indtjening aflæses også i afkastningsgraden samt soliditeten. Afkastningsgraden er i år forbedret fra 7 procent til 10 procent i forhold til sidste år. Soliditetsgraden udgør 35 procent i år, hvor den tidligere har været stabil omkring 30 procent.
Den øgede soliditet ses også afspejlet i likviditetsgraden, der i år er forbedret fra 1,3 til 1,5 i forhold til sidste år.
Branchen er bekymret
Den fortsat lave indtjening og antallet af virksomheder med underskud giver anledning til bekymring.
- Tallene viser, at branchen fortsat er udfordret, konkluderer Lars Nielsen og Thomas Møller Sørensen.
- Fortsatte omkostningstilpasninger, effektiviseringer og konsolidering er nogle af værktøjerne, der kan forberede virksomhederne til de kommende år. Samtidig kan et målrettet arbejde være med til at øge produktiviteten og indtjeningen.
Læs hele rapporten
Man kan læse hele rapporten Autoanalysen 2014 på Deloittes hjemmeside, www.deloitte.dk .
Analysen omfatter 478 bilforhandlere, 16 bilimportører og 30 lastbilforhandlere. Analysen er blevet til ved at gennemlæse årsrapporter, der er offentliggjort frem til oktober 2014.