23948sdkhjf

TEST: Mercedes-Benz Econic NGT Euro5

Vognmand Bjarne Vestergaard kører varer til Lidl’s grønne butik i Valby i en gasbil. Transportmagasinet har prøvekørt turen og lastbilen - en Mercedes-Benz Econic NGT Euro5 med OM 906-motor, der kører på naturgas.
En pris for at være Europas grønneste og mest bæredygtige butik kommer kun i hus, hvis man tænker grønt i alle facetter. Det har fødevarekæden Lidl gjort med deres butik på Sjælør Boulevard i København. Selv transporten skal være grøn.

Derfor har fødevaregiganten indgået en aftale med en af sine faste vognmænd, Bjarke Vestergaard, om at fragte varer fra centrallageret i Køge til butikken i Valby i en helt speciel lastbil, der kører på naturgas.

Transportmagasinet har prøvekørt den specielle lastbil på en tur fra Køge til København - og retur.

Bilens daglige chauffør Ali Yilderim er 53 år. Han har kørt knap et halvt år for vognmand Bjarke Vestergaard. Før kørte han for Netto i otte år. Han har boet i Danmark i 37 år.

Lastbilen er en Mercedes

Lastbilen er en Mercedes-Benz Econic NGT Euro5 OM 906-motor, der kører på naturgas. Totalvægten er 26.000 kg, lasteevnen er 14.950 kg.

Der er placeret fire store tanke på siden af bilen. De indeholder naturgassen.

Først og fremmest må vi konkludere, at bilen er særdeles lydsvag. Motoren yder 280 hk og har et drejningsmoment på 1.000 Nm ved 1.400 omdrejninger. Den er ikke specielt hurtig, så man kan lige så godt vælge at slappe af på motorvejen i højre spor. Bilen kan køre 90 km/t, men Ali har valgt at køre lidt langsommere for at spare på gassen. Så vi kører godt 80 km/t.

Fakta
Mercedes Econic Euro 5
Motor: 6 cyl gasmotor OM 906.
Slagvolumen: 6,7 liter.
Ydelse: 280 hk
Moment: 1.000 Nm v. 1.400 omdr.
Totalvægt: 26 ton.
Foraksel/bagaksel: 7,5/11,5 tons.
Lasteevne: 14.950 kg.
Gearkasse: aut/Allison torque converter.
Retarder: Allison.
Topfart: 90 km/t.
Forbrugssnit: Ca. 3 km/kg.
Pris/kg i Danmark: 9,69 kr. (20 pct. billigere i Sverige)
Energiindhold i en kubikmeter gas svarer til 1,25 liter benzin.
CO2 udledning i gasbil: 20 pct. lavere end i dieselbil.
Rækkevidde: Ca. 300 km.
Køle-aggregat: Thermo King.
Pris (testbil): inkl. opbygning: Ca. 900.000 kr. plus moms.
Første stop Vesterbro
Første stop er Vesterbrogade i København, hvor der skal bakkes ind over cykelsti og fortov. Her kunne det være rart med lidt større forståelse fra cyklisterne og andre medtrafikanter. Det er jo deres fornødenheder, som vi ankommer med!

Der kan være 18 paller i vognen, og vi har 16 med på denne tur. Halvdelen sætter vi af på Vesterbrogade.

Bilen har køl/fryskasse med lift, men denne tur er kun tørvarer, så vi skal ikke indstille temperaturen til for eksempel fire grader, som hvis vi kørte med mælk.

Sjælør Boulevard

Næste stop er Lidl’s grønne butik på Sjælør Boulevard, hvor resten af lasten skal afleveres. Det er Europas grønneste butik. Den er bygget med kun ét for øje – at være så bæredygtig som mulig!

Eksempler på det er:
* Regnvandet opsamles og anvendes til toiletterne.
* Hele butikken er oplyst af besparende LED-lys.
* Kunder kan oplade deres el-bil eller el-cykel foran butikken.
* Bygningen er opført af genbrugsmursten fra en skorsten, der tidligere lå på grunden.

Så skal der tankes
Inden vi kan køre tilbage til Køge, er vi nødt til at runde Amager og naturgastanken på Prags Boulevard. Det er en omvej på 20 kilometer, men bilen kan nemlig kun klare sine planlagte tre ture om dagen på en optankning gas.

Det betyder en lille time ekstra på arbejdstids-kontoen. Selve tankningen tager godt et kvarter.

Det ville være rart med en tank mere i regionen – gerne i Køge. Eller i hvert fald et sted mellem Køge og København. Det er både Ali og jeg enige i.

Hver aften, når turen er overstået, og bilen holder i Køge, sættes et strømkabel til bilen. Så er den fuldt opladt og klar til tur næste morgen.

Hvis chaufføren glemmer det, er der ingen strøm om morgenen – og så kan bilen i øvrigt heller ikke starte.

Svenske erfaringer

Svenskerne har i mange år satset på gas i transport. Hos vores naboer er der 1.500 gastankningssteder. De 900 er også med biogas.

Faktisk har Sverige aftaget 30 procent af de 1.400 Mercedes Econic NGT, der er bygget siden lanceringen i 2002. Skåne Mejerierne i Malmø har en stor Econic NGT-flåde.

En diesel-lastbil kunne nøjes med at tanke en-to gange om ugen. Desuden har en diesellastbil bedre trækkraft. Men når det gælder miljøet, så er gas noget af det reneste, der kan vælges i dag. Lige nu køres på naturgas – men målet er at køre på biogas, når det bliver sat i system.

En anke ved bilen er naturligvis prisen. Den er 25-30 procent dyrere end en dieselbil.

Blødere sæder, tak
Den bil, vi kørte i, havde meget hårde sæder. Især passagersædet var hårdt at sidde på, og så sidder man meget lodret op. Komforten kunne helt klart forbedres med andre sæder.

Bjarke Vestergaard vil gerne investere i endnu en Econic gaslastbil, hvis Lidl gerne vil have flere grønne transporter. Det bliver så den nye Euro 6 model, der kommer til salg her fra maj i år.

I Euro 6 udførsel har det dog været nødvendigt at hæve det ellers flade gulv i førerhuset for at få køling nok til motoren.

Den nye Econic Euro 6 M 936 G har bakkamera som standardudstyr. Nyt er også standard Xenon-lys. Der er fortsat foldedør i højre side som på busser – og dørene lukker automatisk ved igangsætning.

Infrastrukturen med naturgas og biogas tankstationer er fortsat i sin vorden, og prisen på gas er fortsat for høj herhjemme, nmår man sammenligner med Sverige og Tyskland.

- Vi så gerne en afgiftsreduktion på to kroner pr. kubikmeter, siger Bent Erik Hawalaska, der er konsulent i energiselskabet e.on.
Selskabet tror på gas og er gået helhjertet ind for det. Danmark har nemlig modsat Sverige en langsigtet rammepolitik for biogas!

Artiklen er en del af temaet Test.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094