Tyske miljøprotester er den største trussel mod Femer
Grøn delstatsminister i Kiel udpeger pludseligt havbunden som vigtig natur.
Det skyldes, at den tyske miljøprocedure foregår på en helt anden måde "hensides politisk kontrol", som Venstres ordfører siger. Det gør det svært for tyske politikere at komme med en garanti omkring tidsplanen.
- Miljøprocessen kan være langvarig i Tyskland. Formentlig falder det på plads, men i det værste scenario kan det trække virkelig i langdrag, slutter Kristian Pihl Lorentzen.
Modstander finder koralrev
Et eksempel er Slesvig-Holstens miljøminister Robert Habeck fra Die Grünen, som forsøger at spænde ben for sænketunnelen. Han indberettede i forsommeren til EU-kommissionen, at 183 ha havbund med stenformationer og muslingebanker ved øen Femarn skulle betragtes som rev, der skal nyde særlig naturbeskyttelse i henhold til habitatdirektivet, skriver den regionale avis SHZ.
Robert Habeck har i øvrigt ambitioner om at blive Die Grünens spidskandidat ved forbundsdagsvalget i 2017.
CDU protesterer
Det konservative oppositionsparti CDU i kielerlanddagen protesterer kraftigt mod manøvren. Det pågældende areal ved Femarns nordlige og vestlige kyst er ikke tidligere registereret eller kortlagt.
Det samlede areal mellem Flensborg og Lübeck med koralrev udgør knap 40.000 ha, hvilket er 5000 ha mindre end for 10 år siden, skriver SHZ.
Klagesag
De tyske naturforeninger klagede i januar til forvaltningsdomstolen i Køln over, at forbundsregeringen ikke beskytter levesteder i Nordsøen og Østersøen tilstrækkeligt, oplyser den nordtyske avis.