23948sdkhjf

Fint "come back" i leasingbranchen

Spar Nord har på under et år fået et fint ”come back” i leasingbranchen
Da Spar Nord Leasing Leasing sidste år gik ind i leasing igen efter tre år, havde bankens ledelse en fornemmelse af, at der var behov for et finansieringsselskab, der fokuserede på de små- og mellemstore virksomheder. I dag har den nordjyske bankvirksomhed fået bekræftet, at der er sådan et behov.

- Vi har haft en fin tilgang af kunder, både nogle vi kendte i forvejen og nye kunder, fortæller direktør Jens Peter Madsen.

- Vi er blevet rigtig godt modtaget, både hos vognmændene og leverandørerne af materiellet. Vores planer er blevet indfriet – oven i købet til den gode side. Det er gået bedre end forventet.

Timingen har også været god, for i 2014 er investeringslysten for alvor vendt tilbage i transportbranchen. Det kan man se på nøgletallene.

- Det er ikke prangende. Vi er slet ikke nået op på det niveau, der eksisterede før finanskrisen, men pilen peger i den rigtige retning. Det går godt.

Spar Nord Leasing er inde i fire brancher: Landbrug, Industri, Entreprenør og Transport. De fire områder deler sig nogenlunde ligeligt – med en lille overvægt til transport.

Bredt materiel

Ifølge Jens Peter Madsen investerer kunderne bredt med hensyn til transportmateriel. De har fået mere aktivitet i butikken og det smitter bred af på deres investeringer, siger han.

Selv om bankerne også gerne vil have vækst i deres udlån, er der stadig flere, der vælger leasing.

- Det er ofte billigst i etableringsomkostninger, og så har leasing i dag nogle meget fleksible betalingsbetingelser, så ydelsen tilpasses investeringen og virksomhedens likviditet, siger Jens Peter Madsen.

- En del af de finansieringsaftaler, vi laver, er til kunder i Spar Nord Bank; men vi holder os til de fire brancher, vi er inde i.

Øger bemandingen

Fremgangen i markedet betyder også, at Spar Nord Leasing søger flere kundechefer.

- Vi er 16 ansatte nu og får endnu en kundechef til september. Vores kundechefer arbejder hjemmefra. De er alle bosiddende i Jylland, men når vi til september udvider, sker det med en kundechef bosiddende på Sjælland.

Passende position

Da Spar Nord Leasing startede op den 1. oktober 2014 var det målet, at genvinde en passende position på det danske leasingmarked. Målet var ikke at blive lige så stor, som man var i sin tid med Finans Nord.

- Vi ønsker en størrelse, som står i naturligt forhold til Spar Nord Banks størrelse, lyder svaret fra Jens Peter Madsen.

- Vi har det mål, at cirka halvdelen af kunderne skal være kunder i banken, mens den anden halvdel skal være ”rene” leasingkunder, som ikke har et engagement med vores bank.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078