23948sdkhjf

Transportfirmaer kaster sig over medicin

I jagten på indkomst har de store transportselskaber kastet sig over transport af medicin - alle satser for at sikre sig de dyrebare læs.
Medicin er blevet en oplagt mulighed for de store transportselskaber, der kan håndtere det. Men oven på en finanskrise, der har presset transportsektoren til at søge nicher, har området trukket fokus. Derfor investerer de store selskaber nu markant i at tage deres del af kagen. Det skriver finans.dk.

På almindelige transporter er konkurrencen benhård og priserne presset i bund. Skal der tjenes penge, må der søges derhen, hvor adgangskravene er højere.

- Danske transportselskaber har generelt været under pres på den internationale trafik, men inden for transport af medicin er det ikke sket i nær samme grad. Der er meget større krav til selskaberne, og kunderne skal have meget mere tillid til transportørerne, siger chefkonsulent i Dansk Erhverv Jesper Højte Stenbæk.

Der er tale om store beløb. Ikke bare skal der fragtes medicin internt i Danmark til apotekerne, men de store medicinalselskaber som Novo Nordisk, Lundbeck og Bavarian, der har produktion i landet, skal have fragtet de dyrebare laster ud i verden.

Senest har et sæt nye EU-regler sendt yderligere last til de aktører, der kan leve op til dem. Kunderne stiller markant større krav end i andre dele af transportsektoren.

- Transport af medicin er et markant område for os, og vi laver transporter af medicinalvarer til hele verden med vej, sø og luft, siger direktøren for Blue Water Shipping i Østdanmark Lars Tue Toftild og fortsætter:

- Vi mærker, at der er luget ud blandt nogle af de udbydere, der ikke kan leve op til de betydeligt skærpede krav. Det giver selvfølgeligt os nogle muligheder.

Samme melding lyder fra en stribe af de største danske transportselskaber, der melder om, at der bliver investeret i at leve op til de nye krav, og at der bliver taget markedsandele.

- Det er et marked, der er i vækst. Og de nye regler betyder, at hvis man har det rigtige set-up, kan man få noget ud af det, siger administrerende direktør for DHL i Danmark Claus Lassen og fortsætter:

- Evnen til at transportere medicin er nu fuldstændigt integreret i hele vores forretning. Jeg kan ikke sige, hvor stort det er, men det er et vækstområde og et område, som vi satser på. Vi er da også vokset solidt inden for farma de seneste år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078