Aarhus Letbane søger 100 medarbejdere
Den verdensomspændende transportkoncern Keolis er gået i gang med at sætte holdet, der skal sikre høj driftskvalitet til Danmarks første letbane
En del af de kommende medarbejdere vil komme på skole i udlandet under uddannelsen, fortæller Peter Lanng Nielsen, dansk direktør i Keolis.
Sikkerhedschef, driftschef, trafikkontrollører og letbaneførere er blot nogle af de stillinger, som Keolis skal besætte frem mod 2017. Her ruller letbanetog for første gang ud på dansk grund. Og som letbaneoperatør skal Keolis have mange kasketter på:
− Vi skal køre togene, holde dem rene og sørge for, at de kører til tiden. Vi arbejder tæt sammen med Stadler Rail, der står for den tekniske vedligeholdelse af letbanevognene. Sammen er det vores opgave at sikre høj driftskvalitet af Aarhus Letbane, siger Peter Lanng Nielsen, Keolis’ danske direktør.
Keolis forventer at kunne ansætte de første medarbejdere allerede nu i efteråret.
Uddannes i Tyskland og Norge
Eftersom Aarhus Letbane bliver Danmarks første af sin slags, kan medarbejdere i Keolis ikke få praktisk uddannelse inden for landets grænser.
− Derfor sender vi flere af de kommende medarbejdere til udlandet for at blive uddannet. Blandt andet sender vi nogle til Tyskland, hvor Stadler har en afdeling med faciliteterne til det. Desuden vil vi sende medarbejdere til Bergen i Norge, hvor vi også er operatør på letbanen, forklarer Peter Lanng Nielsen.
Planen er, at Keolis i fremtiden skal uddanne medarbejdere i Aarhus. Men indtil da vil en håndfuld medarbejdere blive sendt udenlands for at tilegne sig viden og praktisk erfaring, som de senere skal give videre som undervisere for kommende medarbejdere.
Lige nu pågår en række godkendelsesprocedurer hos Trafikstyrelsen i Danmark, blandt andet operatørlicens og sikkerhedsgodkendelser. På sigt forventer Peter Lanng Nielsen, at selskabet kommer til at beskæftige omkring 100 medarbejdere, hvoraf størstedelen vil være letbaneførere.