Motorvejskørsel stiger i takt med bedre økonomi
2014 satte rekord i motorvejstrafik. Transportminister mener derfor, at der er behov for bedre motorveje
Vejdirektoratets vejdirektør, Per Jacobsen, mener, at de nye tal bekræfter en tendens, der har været undervejs i flere år.
- Helt generelt kan man sige, at vejtrafikken er steget, siden finanskrisen sluttede. Mens trafikken på de øvrige veje har været nogenlunde uforandret, er trafikken på motorvejene steget med 35 procent de seneste ti år, siger Per Jacobsen i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen viser også, at motorvejstrafikken er steget meget på den østjyske motorvej E45, og det lægger transportminister Hans Christian Schmidt (V) særligt mærke til. Han før har påpeget, at der er behov for at forbedre E45.
- Som vi skriver i regeringsgrundlaget, vil vi fra regeringens side kigge nøje på mulighederne for at forbedre forholdene for trafikanterne på E45. Tallene her bekræfter, at behovet er der, siger Hans Christian Schmidt i en skriftlig kommentar.
Ministeren kan ikke oplyse, hvornår E45 renoveres.
- Der er ikke penge til alle de projekter, som vi godt kunne tænke os. Men disse tal viser, at vi skal gøre noget for bilisterne, så snart der er økonomisk råderum til det, siger Hans Christian Schmidt.
Professor i transportøkonomi ved DTU Mogens Fosgerau anser dog ikke E45 for at være den mest renovationstrængende motorvej.
- Der er langt mere trængsel omkring hovedstaden, og derfor spildes der meget mere tid på grund af trafik. Det er billigere at bygge i Jylland, men det ændrer ikke på, at behovet er størst omkring København, siger han.
Samlet set kan Mogens Fosgerau dog godt genkende den øgede trafik på motorvejene.
En af årsagerne er, at danskerne er villige til at pendle længere. En anden er, at økonomien de senere år er blevet bedre. En stigning på syv procent opfatter han som et tegn på, at opsvinget er i gang.
Ifølge Mogens Fosgerau er det derfor naturligt, at biltrafikken stiger, og det vil have både positive og negative konsekvenser at forbedre motorvejene.
- Fordelen ved, at motorvejstrafikken stiger, er, at bilisterne kommer væk fra de små veje, hvor der er højere risiko for ulykker. Klimamæssigt vinder man dog ikke noget, da forureningen mest handler om mængden af biltrafik, siger professor Mogens Fosgerau.
/ritzau/