Færre røde tal på bundlinien
Bruttoavancen og nettoresultatet stiger blandt transportbranchens 100 største virksomheder, viser Transportmagasinets Top 100-analyse
Samlet er bruttoresultatet i Danmarks 100 største transportvirksomheder steget to procent i 2014 i forhold til året før. Nettoresultat er steget med en procent, beskæftigelsen med 0,8 procent.
Det viser den økonomiske analyse, Finn Asnæs Management og Dansk Aktieanalyse har foretaget for Transportmagasinet.
Mønstret i dette års Top 100 er det samme, som vi har set de foregående år. DSV er branchens største virksomhed. DSV vokser på de fleste parametre. DSV står for 40 procent af de 100 største transportvirksomheders bruttoresultat og 70 procent af det samlede nettoresultat.
Post Danmark, branchens næststørste virksomhed, går tilbage. Omsætning, bruttoresultat og antal medarbejdere falder, mens underskuddet stiger. 154 millioner kroner tabte virksomheden i 2014 mod 102 millioner kroner i 2013. Antallet af medarbejdere faldt med cirka 700 til 12.036 i 2014.
Individuelle forskelle
Når man ser nøgletallene for de 100 største transportvirksomheder, kan man se, at der er meget store individuelle forskelle, men generelt er der blevet færre underskudsvirksomheder.
* I 2012 havde 20 af transportbranchens 100 største virksomheder røde tal på bundlinjen.
* I 2013 er det 15 virksomheder, der kørte med underskud.
* I 2014 er der kun 10 ud af de Top 100 virksomhederne der taber penge.
Der er færre, der taber penge, men samlet taber disse færre virksomheder flere penge end året før.
DSV er nummer seks i verden
DSV er ikke bare årets Top 100 vinder og Danmarks største transportvirksomhed. DSV er også stor global. Det er verdens sjette største transportvirksomhed - og det er i et globalt perspektiv, at man skal vurdere DSV. Jens Bjørn Andersen, skriver i årsrapporten, at stordriftsfordele og globale netværk betyder, at de største aktører vokser hurtigere end de mindre udbydere.
Han vurderer, at det er en tendens, der vil forsætte i de kommende år. Vækst gennem opkøb vil også i fremtiden være et fokusområde for DSV.
Samlet er DSV’s resultat i 2014 vokset med hensyn til omsætning, bruttoresultat og antal af medarbejdere, mens nettoresultatet er faldet marginalt.
Ingen lyspunkter for Post DK
Når man får Post Danmarks årsrapport i hånden er det med positive forventninger man går i gang med læsningen. På forsiden er der et foto af en smilende og tilsyneladende glad Post Danmark medarbejder. Det er et billede, der signalerer livsglæde, optimisme og kundeservice.
Billedet er en kontrast til indholdet, som gør Post Danmark til en klar kandidat til igen i år at blive nomineret til årets taber.
Post Danmark er branchens næststørste virksomhed, men samtidig er det en virksomhed i tilbagegang.
Post Danmark har haft negativ vækst på alle væsentlige parametre i adskillige år. Alarmerende er det at den store postvirksomhed nu for tredje år i træk har røde tal på bundlinjen. Nettoresultatet blev et minus på 154 millioner kroner i 2014. Det er vokset i forhold 2013, hvor det blev til et minus på 102 mio. kr.
Af andre virksomheder der har problemer kan nævnes TNT Danmark, Geodis Wilson Denmark, Postnord Logistics, Bring Frigo. Alle har store millionunderskud.
Pæn vækst
Verdens største transportselskab, DHL Logistics, har et dansk datterselskab, DHL Express, der er med på transportbranchens Top 100.
Det danske datterselskab er nummer 13 på Top 100 og er vokset i 2014. Både omsætning og overskud voksede.
Samtidig er virksomhedens division DHL Freight også vokset i et stærk konkurrencepræget marked.