23948sdkhjf

SMS og pakkeautomater er en dobbelt sejr for kurerfirma

DHL Express har med en simpel SMS-løsning og et samarbejde med SwipBox fået kæmpe succes hos private kunder
For halvandet års tid siden indledte DHL Express et projekt, der skulle optimere udbringningen af forsendelser til private. I dag har en simpel SMS-løsning og et samarbejde med SwipBox vist sig at være en kæmpe succes. Effekten ses tydeligt på bundlinjen og i antallet af tilfredse kunder blandt danskerne.

- Vi er særdeles tilfredse med de tiltag, vi har foretaget det seneste års tid. Og det er danskerne også. På Trustpilot er vi det bedste ratede kurerfirma i Danmark og det skyldes i stor grad de ændringer, vi har foretaget, for at imødekomme danskernes ønske om en mere fleksibel levering af deres pakker, siger Steen Asger Jørgensen, Operations direktør i DHL Express.

Baggrunden for, at DHL Express begyndte at se sig om efter andre muligheder for at levere på en smartere måde til danskerne, var, at antallet af forsendelser til private steg kraftigt. På bare ét år fordobledes antallet af indkomne forsendelser til privatpersoner — et tal, der fortsat stiger måned for måned.

Men da DHL Express kører forsendelser ud mellem kl. 8-17 i det daglige, betød det, at kurerene ikke kom af med 1/3 af alle dagens leverancer ved første leveringsforsøg.

Derfor indførte DHL Express en SMS-tjeneste, hvor modtagerne blev adviseret om, at der var en pakke på vej til dem. Via SMS fik de mulighed for at bestemme et andet leveringstidspunkt eller leveringssted. Tjenesten blev et hit samtidig med, at det øgede førstegangsleverancerne.

Pakkestationer giver økonomiske fordele

Næste skridt var samarbejdet med SwipBox, der har ca. 360 pakkestationer placeret i butikker over hele landet. I fjerde kvartal 2014 havde DHL Express dagligt 6-700 leveringer i SwipBox’ pakkestationer og tallet vokser fortsat. Allerede nu leverer DHL Express én ud af fem forsendelser i en SwipBox.

- Det er gået over al forventning. Vi har i dag halveret antallet af leveringer, der ikke kan leveres ved første forsøg. Oven i det har vores kurerer færre pakker med hjem fra leveringer til private, selvom volumen af disse pakker nu er tredoblet. For hele år 2014 gav vores samlede Last Mile Solution en besparelse i vores distributionsomkostninger på cirka 2%. Og fra januar til april i år har den samlede løsning givet os en besparelse på ca 3,5% på vores distributionsomkostninger. Heraf udgør SwipBox ca. 2%. Det er vi ovenud tilfredse med, siger Steen Asger Jørgensen.

Besparelser på blot et par procent lyder ikke af meget, men gør en forskel på et stærkt konkurrencepræget kurermarked. Her er selv små marginaler med til at give konkurrencefordele.

Om kort tid afholder Steen Asger Jørgensen og hans kollegaer et arrangement for en række chefer for DHL Express i andre lande. Formålet er at gøre dem opmærksomme på de gode danske erfaringer med SMS og pakkeautomater, så de også kan starte tilsvarende samarbejder op i deres hjemlande.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111