23948sdkhjf

Kystvagt finder vraggods hvor fragtskib forsvandt

Amerikansk redningsmandskab har fra luften fået øje på genstande, der kan stamme fra forsvundet fragtskib i området omkring Bahamas..
Den amerikanske kystvagt har fundet containere, redningsveste og flere andre genstande i havet ud for Bahamas, hvor fragtskibet El Faro med 28 amerikanere og fem polakker om bord forsvandt.

Radiokontakten til fragtskibet forsvandt, samtidig med at orkanen Joaquin passerede hen over Bahamas torsdag.

Søndag overfløj piloter fra den amerikanske kystvagt for tredje dag i træk det område, hvor det 224 meter lange containerskib befandt sig, da det forsvandt.

Fra luften fik de øje på oliepøle, containere og andet, der kan stamme fra El Faro. Det er dog endnu ikke bekræftet, om de fundne genstande stammer fra det forsvundne skib.

- Vraggodset er spredt over adskillige mil, siger chefen for kystvagten i Miami, Ryan Doss.

- Det kommer til at tage noget tid at bekræfte. Men genstandene ser ud til at kunne stamme fra det savnede skib, siger han.

Skibet var på vej fra den amerikanske delstat Florida til Puerto Rico, da det udsendte et nødsignal torsdag. Siden har der ikke været radiokontakt med skibet.

Lørdag fandt piloter fra den amerikanske kystvagt tre redningskranse nordøst for Crooked Island på Bahamas. Det er omkring 120 kilometer fra skibets sidst kendte position.

Det er siden blevet bekræftet, at en af redningskransene stammer fra El Faro.

/ritzau/Reuters

Kilde: /ritzau/Reuters

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.206