23948sdkhjf

Kampagne mod højresvingsulykker

Set over ti år har 50 cyklister mistet livet i højresvingsulykker. Nu vil en aktuel kampagne minde cyklister om, hvordan de bedst passer på sig selv
I disse uger viser Transport- og Bygningsministeriet, Trafik- og Byggestyrelsen, Rådet for Sikker Trafik, Havarikommissionen for Vejtrafikulykker, Vejdirektoratet, Cyklistforbundet og en række andre parter en kampagnefilm på flere af de landsdækkende tv-kanaler. I filmen bliver cyklisterne mindet om at holde øje med og afstand til lastbilernes højre forhjul, når de kommer til et kryds, hvor en lastbil vil svinge til højre.

- Antallet af højresvingsulykker med cyklister er faldet over årene. Men hver ulykke er én for meget, og derfor er det vigtigt at blive ved med at minde om, hvordan vi kan undgå de her meget voldsomme ulykker, siger Pernille Ehlers fra Rådet for Sikker Trafik.

På ti år har 50 cyklister mistet livet, 114 er kommet alvorligt til skade og 35 lettere til skade i højresvingsulykker med en lastbil. I en interviewundersøgelse, som Rådet for Sikker Trafik og Trafik- og Byggestyrelsen har lavet med 1038 cyklister i 2015, svarer omkring hver 5., at dét, som gør dem mest utrygge i trafikken, er højresvingende lastbiler.
Gode råd til cyklister:
• Hold øje med højresvingende lastbiler, når du nærmer dig et kryds
• Kør først frem, når du har sikret dig, at lastbilen holder stille
• Hvis du ikke er sikker på at lastbilen holder tilbage, så stop selv
• Det farligste sted at være for dig, er tæt på lastbilens forhjul lige, når den skal svinge. Hold derfor afstand til forhjulet.

Gode råd til lastbilchauffører:
• Indstil dine spejle korrekt: Lastbilen må fylde max 1 cm i spejlet
• Hold spejle og ruder rene
• Fjern alle genstande, der tager udsyn fra ruderne (skærme, gardiner, vimpler)
• Hav fuld opmærksomhed på trafikken, når du skal svinge• Vær særligt opmærksom på, at der ikke er cyklister omkring dit højre forhjul, lige før du svinger.

- Det er vigtigt, at cyklisterne ved præcis, hvordan de skal forholde sig, når de kommer til et kryds, og en lastbil skal svinge til højre. Som cyklist kan man gøre meget for at passe på sig selv, hvis chaufføren ved en fejl har overset én, siger kontorchef Leif Lorenzen fra Trafik- og Byggestyrelsen.

Havarikommissionen for Vejtrafikulykker har dybdeanalyseret en række højresvingsulykker. Analysen viser blandt andet, at lastbilchaufførerne i alle ulykkerne havde mulighed for at se cyklisterne, men at de ikke havde orienteret sig grundigt nok, inden de svingede til højre. I stort set alle ulykkerne blev cyklisten ramt af lastbilens front eller højre side af førerhuset, og mange af dem blev kørt over af forhjulet.

- Som chauffør skal man sørge for at have indstillet sine spejle korrekt, have frit udsyn gennem ruderne og orientere sig grundigt før hvert eneste højresving. Det kan være med til at sikre, at de her voldsomme ulykker ikke sker, siger Mette Fynbo, formand for Havarikommissionen for Vejtrafikulykker.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078