Nyt fra Borgen
Transportbranchens vilkår diskuteres på Christiansborg hver dag. Her er et uddrag af sager, som har været diskuteret fornylig.
Tyskland har ikke påvist konkret lovbrud i forbindelse med de såkaldte postkasseselskaber i Flensborg. Den besked holder transportminister Hans Chr. Schmidt (V) sig til i et svar til Karsten Hønge (SF) om status for sagen, der begyndte i sommeren 2013 med en reportage i TV Syd.
Baneprojekt langt under budget
Jernbanelinjen København-Køge-Ringsted bliver billigere end ventet. Der er afsat 11,5 milliarder inklusive budgetbuffer på 2,6 mia., men Banedanmark forventer en samlet udgift på 8,2 milliarder. Det betyder, at der er over tre milliarder kroner på vej tilbage til infrastrukturfond... medmindre finansministeren nupper dem.
Rod i bekendtgørelse om nye varebiler
Trafikstyrelsen klumrer med datoerne for nye krav til varebiler. Bekendtgørelsen blev sat i kraft et år for tidligt. Euro 6-normen skal først gælde den 1. september 2016, hvilket styrelsen har korrigeret i en såkaldt ændringsbekendtgørelse.
Færre cabotagesager
Cabotageovertrædelser fylder mindre i statistikken. Fra januar 2012 til august 2015 har politiet rejst 872 sigtelser om overtrædelse af reglerne om cabotagekørsel. Det førte til 620 fældende afgørelser med dom eller bøde, hvoraf hovedparten lå i 2013 med 285 sager. Det oplyser transportminister Hans Chr. Schmidt (V) i et svar til Karsten Hønge (SF).
Ungarn lukker for dyretransporter
De ungarske myndigheder advarer transportører af levende dyr om at undgå ungarsk-serbiske grænseovergange på grund af flygtninge, oplyser Fødevarestyrelsen. Det specielle veterinære kontrolsted i Röszke er allerede lukket.