23948sdkhjf

Scania lancerer hybridlastbil

Scania introducerer en hybrid lastbil, der opfylder Euro 6-normen. Det er en P 320, der kan køre på el, diesel og biobrændstoffer.
En hybrid lastbil er den seneste tilføjelse til Scanias udbud af lastbiler. Hybridlastbilen kan køre på både el, almindeligt diesel og alternativ diesel. Det er et tiltag, der skal være med til at gøre transportbranchen mere bæredygtig.

- Vi vil gerne give vores kunder nye løsninger og teknologier, der hjælper dem med at overvinde de udfordringer, de oplever, når de skal distribuere varer i moderne bysamfund, siger Magnus Höglund, der er leder af Scanias afdeling for alternative brændstoffer.

- Vores hybridlastbil er meget alsidig. Den kan for eksempel køre lydløst og med meget lavt CO2-udslip.

El-motor og batteri

Hybridlastbilen har en elektrisk motor (hybrid drivaggregat), der sidder mellem dieselmotoren og gearkassen. Den elektriske motor leverer 130 kW (174 hk) og har et drejningsmoment på 1050 Nm. Elmotoren får strøm fra et batteri, der oplades under kørslen - dels af dieselmotoren, dels af bremsningen.

Dieselmotoren er Scanias 9-liters, 5-cylindrede motor i en version med 320 hk. Den kan køre på almindelig diesel, men kan også køre på HVO (vegetabilsk diesel) og FAME (biodiesel) - og samtidig opfylde Euro 6 kravet.

Gearkassen er en speciel version af Scanias automatiske Opticruise gearkasse E-GRS895.

Hybridlastbilen kan fås til køretøjer med P eller G-førerhus. I første omgang er der tale om modellen P320. Den kan bestilles nu, men vil først gå blive produceret efter nytår - og leveret engang i andet kvartal 2016.

Begrænset batteridrift

Batterikapaciteten er på 1,2 kWh. Det er et forholdsvist moderat energiudbytte; men Scania har valgt at give batteriet en længere levetid i stedet for et højere energiudbytte.

- Det handler om at finde den rette balance mellem levetid og kilometerantal, siger Magnus Höglund.

- Vi har bevidst valgt ikke at maksimere kilometertallet. Bilen kan køre to kilometer på flad vej med en totalvægt på 15 ton. Vi mener, at vores kunder sætter pris på lang batterilevetid.

- Den elektriske motor er primært beregnet til at bruge i områder, hvor der er specielle støjkrav, eller hvor man ønsker emission-fri kørsel som for eksempel i miljøzoner eller indendørs i lagerhaller.

Sparer stadig

Ifølge Scania bruger hybridlastbilen 18 procent mindre brændstof under typiske kørselsforhold sammenlignet med en konventionel lastbil. Besparelsen gælder både, hvis man kører med almindelig diesel, og hvis man vælger at køre med de alternative brændstoffer som HVO og FAME.

Det meste af den teknologi, som hybridmotoren kræver - inklusive batteriet - er bygget ind i en lukket kasse på siden af chassiset. Kassen indeholder kontrolapparat og andet elektrisk udstyr samt kølesystem til batteriet og konverter. Hele hybridudstyret og el-motoren vejer i alt 790 kg.

Vigtig rolle

- Chaufføren har selvfølgelig en vigtig rolle, når man skal have det maksimale udbytte af hybridsystemet, siger Magnus Höglund.

- Et vigtigt aspekt er for eksempel til at køre så forudseende som muligt, så energien fra bremsningen kan genvindes til at oplade batteriet. Regenerativ bremsning er to-tredjedele af brændstofbesparelsen.

- Det gælder om at bremse jævnt og tidligt. Overdreven bremsning for at oplade batteriet betaler sig ikke i praksis. Det er altid mere effektivt at udnytte den kinetiske energi og lade lastbilen rulle.

- De andre bidrag kommer fra evnen til helt at slukke motoren ved lave hastigheder. Dieselmotoren slukker, hver gang lastbilen kører på el. Det gør den, når hastigheden er under 45 km/t, slutter Magnus Hoglund.

Scanias første hybridlastbil vil blive leveret til kunderne i andet kvartal 2016.

Artiklen er en del af temaet Test.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.902