Uno-X: Lad os kæmpe sammen mod dieseltyve
Direktør Claus Gottlieb, Uno-X Energi, opfordrer branchen til at danne en fælles front mod dieseltyve.
Det anslås, at der er et svind på op til fem procent af dieselforbruget, og det betyder milliontab for de danske vognmænd.
Problemet er blandt andet, at mange vognmænd ikke har den fornødne tid til at kontrollere bilernes brændstofforbrug - og deres ansatte. Samtidig kan det være enormt vanskeligt at påvise svind og finde de fornødne faktuelle beviser - også selvom der er kraftig mistanke om svind.
Det harmonerer naturligvis dårligt med, at de fleste vognmænd ihærdigt forsøger at spare på brændstoffet, hvor få procent er meget at spare.
To typer svind
Ligesom i alle andre brancher findes der to typer svind.
Eksternt - som er det kriminelle miljø. Det spænder fra amatørtyven til organiserede bander. Det eksterne svind er typisk der, hvor politiet bliver involveret, lige så snart svindet opdages. Det er meget ofte denne type svind, vi taler om på konferencer og i andre sammenhænge.
Der er også internt svind, som spænder fra ”småting” til chaufføren, der supplerer sin løn med diesel. Desværre er internt svind ofte et tabu, som mange vognmænd afholder sig fra at behandle.
Jeg vil gerne opfordre hele branchen til at stå sammen og danne en fælles front mod dieseltyvene – uanset om de kommer inde- eller udefra.