Spritstiv kaptajn sejlede durk ind i kajen
Hollandsk kaptajn blev mandag dømt for at anløbe Aalborg Havn med promille på 2,45
Mandag blev den 33-årige kaptajn så idømt 20 dages betinget fængsel, en bøde på 10.000 kroner samt frakendelse af retten til at føre skib i dansk farvand i et år ved Retten i Aalborg.
Kaptajnen var ikke selv mødt frem i retssalen, men sagen mod ham blev afgjort under tilstedeværelse af hans forsvarer, oplyser anklager Anders Koukoumis.
Kaptajn nægter sig skyldig
Uheldet i Aalborg Havn skete 10. juli omkring klokken 04.30. I første omgang sejlede hollænderen forbi den tildelte plads, hvilket vakte undren hos havnens personale. Da kaptajnen fik tildelt en ny plads, lykkedes det ham med besvær at styre skibet ind, men han kom altså for tæt på kajen og beskadigede betonkanten på havnekajen undervejs.
Den 33-årige kaptajn nægter sig dog skyldig, og har tidligere forklaret til politiet, at han ikke havde drukket, uden dog at forklare nærmere om, hvordan hans blodprøve efterfølgende viste en promille på 2,45. Derudover har kaptajnen også forklaret, at det slet ikke var ham, der styrede skibet, fortæller Anders Koukoumis.
Den 33-åriges forsvarer udbad sig, på vegne af sin klient, betænkningstid med hensyn til en eventuel anke af dommen.