Norwegian stormer frem i tredje kvartal
Det er langdistanceoperationen og de internationale ruter, som trækker resultatet op, kombineret med en belægning på 91 pct. i hele rutenettet
Belægningen i tredje kvartal var 91 procent, op seks procentpoint fra sidste år. I alt fløj 7,7 millioner passagerer med Norwegian i tredje kvartal, hvilket er en stigning på ni procent. På langdistance var passagervæksten 15 procent sammenlignet med sidste år.
Den deciderede stærkeste vækst i antal passagerer havde Norwegian i London Gatwick, hvor selskabet har både kort- og langdistancebase.
- Vores langdistanceoperation og internationale virksomhed bliver stadig vigtigere, hvilket tallene for tredje kvartal bekræfter. Det er her, vi kommer til at vokse mest fremover, hvilket vil sikre selskabet større muskler i et globalt marked med stærk konkurrence. Vi ser en stigning i Europa generelt, mens der er stabilitet på det skandinaviske marked. Vi ser også, at det skandinaviske og europæiske rutenet er tæt knyttet op mod langdistanceruterne ved, at et stigende antal passagerer benytter sig af videreforbindelser. Tredje kvartal er også kendetegnet af vigtige milepæle som lancering af spanske indenrigsruter og vinterruter mellem USA og Caribien, siger administrerende direktør Bjørn Kjos.
Fem nye fly er blevet leveret i løbet af tredje kvartal, to nye Dreamlinere er bestilt, og der er blevet indgået leasingaftaler for 12 Airbus A20neo, som leveres fra og med 2016. Det er Norwegians helejede datterselskab Arctic Aviation Assets Limited, som ejer disse fly og skal lease dem ud i en periode på 12 år.