Skibsforlis medførte retssag
Sø- og Handelsretten afviste et søgsmål mod en speditør, der var koncernforbundet til den kontraherende transportør, fordi transportøren ikke havde givet et transportløfte til modtager/køber
Advokatfirmaet IUNO: - Selv om to selskaber er koncernforbundne, er der tale om selvstændige, juridiske enheder, hvis aftaler skal vurderes hver for sig.
Skibet forliste
Et dansk tøjfirma købte tøj fra Vietnam, som skulle fragtes med skib til Danmark med transit i Hong Kong. Undervejs forliste skibet i det Indiske Ocean, og alt tøjet gik til grunde. Køberen sagsøgte herefter tre forskellige parter:
1. En dansk speditør, som køberen havde haft direkte kontakt med.
2. En vietnamesisk speditør, som var koncernforbundet til den danske speditør, og som den danske speditør havde videresendt opgaven til.
3. En kinesisk transportør, som havde udstedt konnossementerne for transporten.
Retten udskilte spørgsmålet om, hvorvidt der var værneting i forhold til den vietnamesiske speditør og den kinesiske transportør, til særskilt forhandling og tog stilling til dette spørgsmål, inden sagen i øvrigt blev afgjort.
Køberen: Værneting skal afgøres efter søloven
Den kinesiske transportør havde udstedt 11 konnossementer, hvoraf det fremgik, at transporten skulle udleveres i Danmark, og at den kinesiske transportør var ”carrier”.
Derudover fremgik det af konnossementerne, at den vietnamesiske speditør var ”agent for the carrier”. I den kinesiske transportørs standardvilkår var det bestemt, at der kun kunne anlægges sag i Hong kong, da der var eksklusiv værneting i Hong Kong.
Køberen gjorde gældende, at den vietnamesiske speditør havde stilling som kontraherende transportør, da speditøren var koncernforbundet med og havde modtaget forsendelsesinstrukser fra den danske speditør.
Køberen mente derfor, at den vietnamesiske speditør havde accepteret bookingen på de vilkår, som var aftalt med den danske speditør.
Køberen mente ligeledes, at den kinesiske transportør var kontraherende transportør, da konnossementerne var udstedt af den kinesiske transportør i dennes eget navn.
For så vidt angår værnetingsklausulen var det køberens opfattelse, at spørgsmålet herom skulle afgøres efter sølovens § 310, da forholdet var reguleret af søloven.
Den kinesiske transportør mente dog ikke, at forholdet var reguleret af søloven, da der var tale om en multimodal transport, hvilket falder uden for sølovens anvendelsesområde.
Sø- og Handelsretten: Vietnamesisk speditør var agent, ikke transportør
Sø- og Handelsretten afviste søgsmålet mod den vietnamesiske speditør. Retten konkluderede, at speditøren var en selvstændig, juridisk person med hjemting i Vietnam, der alene havde optrådt som agent for den danske speditør og som mellemmand for den kinesiske transportør.
Køberen havde tilsyneladende aldrig haft direkte kontakt med den vietnamesiske speditør og havde ikke løftet bevisbyrden for, at selskabet havde afgivet et transportløfte i sagen. Den vietnametiske speditør var derfor ikke part i en transportaftale, som kunne danne grundlag for værneting efter søloven.
Kinesisk transportørs vilkår om værneting i Hong Kong var ugyldigt
Den kinesiske transportør var angivet som ”carrier” i konnossementerne og måtte derfor anses for at være ansvarlig transportør for søtransporten. Der var derfor værneting i Danmark for køberens søgsmål mod transportøren efter søloven.
Den kinesiske transportørs vilkår om eksklusivt værneting i Hong Kong kunne ikke afskære sagsanlægget i Danmark, hvilket følger af sølovens § 310, stk. 1.
Sagen mod den kinesiske transportør kan herefter fortsætte.
Advokatfirmaet IUNO mener
Afgørelsen illustrerer, at selvom to selskaber er koncernforbundne, er der tale om selvstændige, juridiske enheder, hvis aftaler skal vurderes hver for sig.
Afgørelsen illustrerer også, at det ved søtransporter er væsentligt at være opmærksom på de særlige værnetingsregler efter søloven. I denne sag fik sølovens § 310, stk. 1 afgørende betydning, da forhåndsaftaler, som indskrænker muligheden for at anlægge sag i leveringslandet, anses for at være ugyldige.
[Sø- og Handelsrettens dom af 16. marts 2015, sag S-8-14]
