Danskerne kører mere end nogensinde
Tallene fra Vejdirektoratets årsrapport viser, at danskerne i dag kører cirka 35% flere kilometer på motorvejene end blot for 10 år siden
Trafikken på motorvejen steg støt i en periode med kraftig vækst i dansk og international økonomi fra 2004 til 2008. Derefter oplevede vi en nedgang i kølvandet på finanskrisen. Men siden 2010 har de danske bilister igen kørt flere og flere kilometer på motorvejene år efter år.
Væksten på motorvejene er i øvrigt fortsat i de første seks måneder af i år. Vejdirektoratets nyeste tal viser, at antallet af kørte kilometer på motorvejene i det første halvår lå 7% over samme periode sidste år.
Det er det hidtil højeste registrerede trafikniveau siden finanskrisen. Og det er et tegn på, at dansk økonomi er i bedring, og at aktivitetsniveauet i samfundet er stigende.
Vejdirektoratets nyeste tal viser, at antal kørte kilometer med lastbiler på de danske veje i 2014 steg med 2,5 % i forhold til 2013.
Finanskrisen medførte et langt større fald i lastbiltrafikken end i den samlede trafik på vejene. Men udviklingen vendte igen i 2011, og nu er lastbiltrafikken næsten oppe på niveauet fra før krisen satte ind. Vejdirektoratets tællinger viser, at den samlede lastbiltrafik på det danske vejnet er steget med godt 7 % siden 2010.
Og den udvikling stopper ikke her. I det første halvår 2015 steg lastbiltrafikken med ca. 2,4 % sammenlignet med første halvår 2014.