Erria fastholder forventningerne
Det tidligere rederi er udfordret af konjunkturer og nedgang i consulting-aktiviteter, men holder alligevel fast i årets målsætning
- Det samlede resultat for perioden er lavere end sidste år. Ship Management og Logistics viser fremgang, mens de internationale konjunkturer i løbet af 3. kvartal har svækket Consulting aktiviteterne, hvilket har medført udsættelse og aflysning af opgaver, siger administrerende direktør Henrik N. Andersen.
Koncernens omsætning blev 58,1 mio. kr. mod 73,6 mio. sidste år, mens EBIT er reduceret til blot 1 mio. i sammenligning med 11,5 mio. sidste år.
- Erria har senest indgået en stor transshipment kontrakt med det mexicanske rederi Naviera Integral, som rækker ind i 2016. Forventningerne for året fastholdes, siger direktøren.
Ledelsen forventer, at omsætningen i Erria-koncernen i 2015 vil være i niveauet 80-90 mio. kr. og at der realiseres et EBITDA i niveauet 3-7 mio. kr.