23948sdkhjf

Flere passagerer sejler med DFDS og giver rekordresultat

Mere fragt og flere passagerer giver det hidtil bedste resultat for rederikoncernen DFDS i tredje kvartal.
Flere passagerer om bord på rederiets færger og mere fragt fik omsætningen til at vokse og bundlinjen til at sætte rekord i rederi- og transportkoncernen DFDS.

Topchef Niels Smedegaard er "supergodt tilfreds" med det rekordhøje resultat, som skyldes flere årsager:

- For det første har vi arbejdet målrettet med kundefokus gennem en årrække og investeret betydelige midler i det, eksempelvis i træning, kundeundersøgelser, setup og service, og det arbejde bærer frugt.

- Når den organiske vækst ender på 11 procent i det økonomiske miljø, som vi har i Europa lige nu, så er det, fordi vi tager markedsandele, siger Niels Smedegaard til Ritzau Finans.

En anden årsag er de effektiviseringer og besparelser, som DFDS har gennemført.

- Vi bliver skarpere og flytter tonnage rundt og optimerer løbende, og når vi så ser den her mængdevækst, så får vi mere ud af det, og en større andel flyder ned på bundlinjen, siger Niels Smedegaard.

Omsætningen voksede til 3,8 milliarder kroner i tredje kvartal fra 3,6 milliarder kroner i samme periode 2014, fremgår det af selskabets regnskab for tredje kvartal. Væksten var drevet af højere fragtvolumen og 11 procent flere passagerer.

Resultatet før skat landede på 594 millioner kroner mod 366 millioner kroner i tredje kvartal af 2014.

På bundlinjen tjente DFDS 572 millioner kroner efter skat mod 351 millioner kroner i samme kvartal af 2014, hvilket er rekord for tredje kvartal for DFDS.

DFDS skriver, at alle fem shippingforretninger forbedredes i tredje kvartal, blandt andet i Den Engelske Kanal, hvor DFDS i juni fandt en løsning på en langvarig konflikt med både franske arbejdere og konkurrenter.

- Efter blokader så sent som i juni i år, forstyrrelser og en ulykkelig migrantsituation, som påvirker både passager- og færgedrift, så har vi for alvor fået hul på det. Det giver os et plus på 100 millioner kroner indtjeningsmæssigt, siger Niels Smedegaard.

På baggrund af resultaterne kan DFDS skrue forventningerne i vejret for hele 2015.

DFDS venter nu en omsætningsvækst på fire procent og et driftsresultat på 2,0-2,1 milliarder kroner før særlige poster.

Tidligere ventede selskabet en omsætningsvækst på tre procent og et driftsresultat på 1,8-1,9 milliarder kroner før særlige poster.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Læs mere om: DFDS
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078