23948sdkhjf

Generationsskifte hos Andreas A. Sørensen & Sønner

Frank F. Sørensen har overtaget vognmandsforretningen efter sin far Søren A. Sørensen
Det har været nogle år under opsejling, men nu er det officielt: Frank F. Sørensen har overtaget vognmandsvirksomheden Andreas A. Sørensen & Sønner efter sin far Søren A. Sørensen.

Rent praktisk medfører skiftet ikke de store ændringer, da Frank F. Sørensen har varetaget det meste af forretningen. Han blev uddannet automekaniker i 1987, men har kørt lastbil lige siden, han begyndte i lære. I 2006 indtrådte han i familievirksomheden.

- Min far bliver 70 til februar. Gennem se seneste år har han kørt lidt om formiddagen, hvor jeg så har siddet med det andet, siger Frank F. Sørensen.

Virksomheden leverede i regnskabsåret 2014/15 et resultat på 935.000 kr. mod et minus på 171.000 året før. Et resultat, ledelsen er godt tilfredse med.

- Vi har været heldige, at der har været mere at køre med. Vi kører hovedsageligt med fisk, og der er det jo vind og vejr, der spiller rigtig meget ind på det, siger Frank F. Sørensen, der også peger på den billige diesel som en del af årsagen til forbedringen.

Det er mest den nationale kørsel, der fylder på ordrebogen, men chaufførerne kommer også på ture til for eksempel Holland. Hvor man før i tiden har kørt så langt som til Spanien og Portugal, er det ikke længere et konkurrencedygtigt marked for Andreas A. Sørensen & Sønner.

Frank F. Sørensen fortæller, at virksomhedens kunder er de samme, de har haft, så langt tilbage han kan huske. Og også chaufførerne er trofaste, hvilket giver en ro i virksomheden.

- De chauffører, vi har, har vi haft i mange år. De hænger pænt ved, og det er rart, at man kender chaufføren og ved, at de har styr på tingene, siger Frank F. Sørensen.

Ser man lidt længere frem, handler det om at holde skruen i vandet og fortsætte de gode takter.

- Vi håber, det fortsætter, som det gør – og vi skal gerne holde det på den størrelse, vi er. Hverken større eller mindre, det passer os godt, siger Frank F. Sørensen.

Andreas A. Sørensen & Sønner hører hjemme i Lemvig og beskæftiger alt i alt 10 medarbejdere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063