Her kan du følge med i Europas grænsekontroller
Danske Speditører råder alle transport- og logistikvirksomheder til at være klar på, at gamle dages fri færdsel over grænserne kan være en saga blot
Derfor skal man være ekstra opmærksom på, hvor der er grænsekontrol, og hvilke forsinkelser og forstyrrelser, det kan give anledning til, råder formanden for Vej & Bane i Danske Speditører, Karl Christensen.
Ny politisk virkelighed
Karl Christensen opfordrer alle i logistik- og transportbranchen til at være helt klar på, at gamle dages relativt fri og uforstyrrede færdsel med gods over landegrænserne i det meste af Europa er blevet overhalet af en ny politisk virkelighed.
- Især på grund af de store strømme af flygtninge fra syd har vi oplevet nogle af vores nabolande indføre grænsekontrol. Vi må vænne os til, at grænsekontrol, hvor der skal vises billedlegitimation for at kunne komme videre, er blevet og kan blive indført i lande, der ikke tidligere har gjort sådan noget, siger Karl Christensen.
Karl Christensen henviser til, at Norge som bekendt tidligere på ugen indførte grænsekontrol og at Sverige tidligere i november har indført grænsekontrol for i første omgang 10 dage. Senere er denne grænsekontrol blevet forlænget til 11. december.
- Også syd for Danmark har lande enten indledt grænsekontrol eller bebudet, at de vil gøre det. Derfor er mit bedste råd til alle i branchen, at de inden hver enkelt grænseoverskridende transport startes tjekker op på, hvad der aktuelt gælder ved alle de landegrænser, der skal krydses, siger Karl Christensen.
Få overblikket
Lande, der er med i Schengen-samarbejdet, har pligt til at give EU-kommissionen besked om indførelse af midlertidig grænsekontrol. EU-kommissionen har en hjemmeside, hvor du kan følge med i, hvor der er grænsekontrol og hvad den består i.
Listen findes her:
http://ec.europa.eu/dgs/home-affairs/what-we-do/policies/borders-and-visas/schengen/reintroduction-border-control/index_en.htm