23948sdkhjf

Minister: Vi skal drøfte maritim montørordning i 2016

Erhvervs- og vækstministeren lover, at den maritime montørordning kommer på den politiske dagsorden næste år i en ny vækstplan for Det Blå Danmark
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) har givet en klar melding om, at han vil drøfte de politiske rammevilkår for den maritime industri og resten af Det Blå Danmark i starten af 2016.

- Spørgsmålet om en montørordning vil blive drøftet, når vi skal se på de grundlæggende rammevilkår til næste år. I en god politisk diskussion vil skat optræde, det kommer vi ikke udenom. Men du får mig ikke til at sige, hvad vi vil gøre, før vi har set, hvad arbejdet med den kommende vækstplan munder ud i, siger ministeren.

- I de næste par måneder vil jeg danne mig et overblik ud fra de mange gode input, der er kommet fra aktører i Det Blå Danmark. Og i løbet af foråret 2016 vil vi, når vi skal udmønte vores plan om vækst i hele Danmark, have Det Blå Danmark med. I starten af 2016 starter vi et nyt arbejde som en fortsættelse af de gamle vækstteams, siger Troels Lund Poulsen.

Thomas S. Knudsen, formand for Danske Maritime, vil have den maritime montørordning som et rammevilkår.

- Vi har hårdt brug for bedre rammebetingelser. Når vi taler for en maritim montørordning, er det for at give del af vores industri, der arbejder på de sejlende skibe, bedre konkurrencevilkår. Hvis det lykkes med bedre rammevilkår, kan vi helt sikkert skabe vækst i Danmark i den maritime industri, siger Thomas S. Knudsen.

Han konstaterer, at den maritime industri fylder meget i Danmark, både inden for nybygning, hvor vi bygger skibe og fremstiller udstyr, som skal anvendes på nye skibe, og inden for reparation og vedligehold af flåden. Arbejdspladserne i den maritime industri er spredt ud over landet.

- Vi ved, at væksten kommer. Det er ikke et spørgsmål, om vi kan skabe vækst. Det er kun et spørgsmål om, hvor stor en del af kagen, vi kan få fremover, siger Thomas S. Knudsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.189