Prime Cargo er udfordrede i Polen
Transport- og logistikvirksomheden er udkommet med regnskab for 2014/15 - og det er mærket af en vanskelig opstart i Polen
Som konsekvens af et ejerskifte 1. juni 2015, indeholder koncernregnskabet for første gangresultatet af virksomhedens lageraktivitet i Polen, der blev startet op i 2014.
- Mens resultatet af Prime Cargos aktiviteter i Danmark har været tilfredsstillende, og betydeligt bedre end i regnskabsåret 2013/2014, er koncernregnskabet for 2014/2015 i høj grad mærket af, at vores opstart i Polen har været forbundet med vanskeligheder. Disse vanskeligheder er løst i løbet af 2015, således at vores drift i Polen nu er ligeså optimal som i Danmark, fortæller CEO i Prime Cargo, Morten Nielsen.
Årets resultat ligger på 239.000 kr. mod 2,94 mio. kr. sidste år, med en omsætning på 455 mio. kr., der ligger lidt over sidste års 451 mio. kr. Det er, ifølge ledelsesberetningen, ikke tilfredsstillende, men med etableringen i Polen på plads, forventer man til gengæld et forbedret resultat for det igangværende regnskabsår.
Prime Cargo har base i Kolding og egne kontorer i København, Stettin, Hong Kong, Shanghai, Beijing, Qingdao, Xiamen, Shenzhen og Ningbo. Virksomheden er ejet af japanske Mitsui-Soko International, der er en af de førende logistikudbydere i Japan.