Ansatte i flyvebranchen strømmer til fagforening
Stor Ryanair-konflikt har øjensynligt sat tingene i perspektiv for ansatte i flyvebranchen - nu vil de organiseres
Siden Ryanair i oktober 2014 proklamerede deres planer for en base i København, er FPU's medlemstal nemlig steget med hele 31 procent, og den lille fagforening nærmer sig således 1.300 medlemmer blandt især piloter og kabineansatte.
Medlemsfremgangen glæder FPU's formand Thilde Waast, som i foråret duellerede med den irske luftgigant i Arbejdsretten. Hun forklarer, at fremgangen især skyldes, at fagforeningen er blevet bedre til at komme ud og møde de ansatte.
- Vi har gjort et gennemgribende arbejde for at genopfinde os selv som organisation. Vi skal ikke bare sidde på kontoret og vente, men ud og vise, hvad vi kan, siger Thilde Waast til Avisen.dk.
En anden forklaring på medlemsvæksten skal finde hos Ryanair. Selvom det nok ikke ligefrem var meningen, har det kontroversielle flyselskab indirekte været med til at give fagforeningen medvind. På grund af konflikten har både de ansatte i luftbranchen og resten af danskerne nemlig kunne se, hvad man skal bruge en fagforening til, mener Thilde Waast.
- Ryanair-sagen har gjort os mere synlige. Det er er blevet tydeligere, hvad vi er for et fællesskab, og hvad vi kæmper for. Dem, der er tøvende, kan bedre se værdien af at være med i fagforeningen nu. Det har gjort det meget lettere at hverve nye medlemmer, siger hun.
Det er dog ikke kun personalet i flyene, der har kunne mærke opbakning efter Ryanair-sagen. Det fortæller René Knudsen, formand for HK Service Hovedstaden, som blandt andet organiserer de ansatte, der tjekker billetter, tager imod bagage og tjekker passagererne ind.
- Vi organiserer allerede mere end 90 procent, så vi har næsten alle med. Men vi mærker generelt en større opbakning fra vores medlemmer og en stolthed over at være i fagforeningen, mener René Knudsen ifølge Avisen.dk.
Han oplever også, at det er blevet lettere at formidle grundidéen bag det at være i fagforening.
Den samme oplevelse har man i 3F Kastrup, som rummer et væld af medlemmer, der blandt andet arbejder med catering, brand og redning, bagage og transport. 3F Kastrup organiserer allerede tæt på alle lufthavnsansatte inden for deres område, så medlemstallet kan ikke stige meget mere. Men ligesom i HK har armlægningen med den irske kæmpe haft medlemmernes opbakning.
- Det blev vist tydeligt af vores medlemmer, som var meget aktive under konflikten. Vi mærker generelt en stigende aktivisme og en større tilstrømning til fagforeningskurser. Vi oplever også en større respekt fra arbejdsgiversiden. De har set, at vi er nogle, der er relevante at snakke med, siger formand Henrik Bay-Clausen til Avisen.dk.