23948sdkhjf

DTU nedlægger institut for transport

Lukningen af DTU Transport er dog ikke et dommedagsvarsel – i stedet kan det i sidste ende komme erhvervet til gode, mener rektoren
Regeringens hårde sparekniv har også ramt Danmarks Tekniske Universitet (DTU). På bare ét år er midlerne halveret fra 40 mio. kr. i 2015, til blot 20 mio. kr. i 2016.

Den synlige konsekvens bliver, at DTU ser sig nødsaget til ændre organiseringen af transportforskningen – og dermed lukke sit institut for transport.

Uden tegn på bedring af den økonomiske situation, har ledelsen vurderet, at det forholdsvis lille institut DTU Transport med sine 80 medarbejdere ikke længere kan opretholdes som en selvstændig enhed.

Der igangsættes nu en grundig analyse af, hvordan relevante dele af transportforskningen bedst muligt videreføres på DTU, oplyser DTUs rektor Anders Bjarklev.

Først nedgang, så forbedringer

Hvad det kommer til at få af konsekvenser for transporterhvervet, kan deles ind i tre faser rent tidsmæssigt:

- Første fase omfatter de næste par måneder, hvor der udadtil ikke bliver den store ændring. Vi skal gennemgå en intern analyseproces, hvor vi finder ud af, hvad der skal ske med transportområdet. Den vil være tilendebragt i slutningen af første kvartal, siger han, og understreger, at der er tale om en rent organisatorisk ændring:

- Forskningen og uddannelserne vil fortsætte, og vi ændrer ikke på noget af det, vi har lovet eksternt.

Tiden derefter er den periode, der vil kunne mærkes tydeligst ude i branchen, vurderer han.

- Fase to er det tidspunkt, hvor vi bliver ramt på de reducerede transportmidler, og det vil betyde, at mængden af forskning, vi kan levere, vil skrumpe. For hvis der ikke er tid, hænder og midler, må vi jo med beklagelse indse, at der heller ikke vil være så mange resultater.

Men det er ikke de rene dommedagsprofetier, som rektoren maler på væggen – faktisk er der i fremtiden udsigt til, at den danske transportforskning kan blive styrket gennem den nye organisatoriske struktur.

- Tredje fase, som ligger et til tre år ude i fremtiden, er den fase, som jeg drømmer om, kommer til at genstyrke forskningen og uddannelserne indenfor transport. Den øvelse, vi skal i gang med nu, har det mål, at vores dygtige transportforskere skal placeres i andre funktioner med andre gode kolleger på DTU, som med deres kombinerede kompetencer kan levere mere og bedre forskning på det samfundsmæssigt vigtige område, som transport jo er.

Politikerne sparer på fremtiden

Han og resten af ledelsen på DTU kan dog ærgre sig over, at politikerne ikke er mere fremsynede i deres budgetter.

- DTU har sagt det før og gentager det gerne: Vi finder det uklogt, at spare på fremtiden. Men vi vil fortsat prioritere uddannelse og forskning inden for trafik og transport højt, og en fokusering af transportforskningen i nye sammenhænge på DTU, er den rigtige måde at sikre dette på.

Ifølge Anders Bjarklev ville alternativet være, at man kæmpede sig igennem med et endnu mindre transportinstitut. Men når midlerne ikke er afsat til det, kunne man, efter rektorens vurdering, nemt komme i en situation med en negativ spiral, hvor der ikke ville være ressourcer til at løfte opgaverne.

- Derfor skal vi have fundet en måde, hvor de ekstra hænder ikke mangler, og de hænder kan sagtens sidde med andre kompetencer end transport, siger han.

Kombination af kompetencer er fremtiden

Netop de synergier, der opstår, når flere forskellige kompetencer bliver lagt sammen, er noget af det, vi i fremtiden skal styrkes af, mener rektoren:

- Jeg tror på, at mange af de udfordringer, vi som samfund fremadrettet kommer til at stå overfor, kræver, at vi bringer mange kompetencer sammen – og det gælder ikke kun på transportområdet. For at løse de udfordringer er der brug for at tænke på tværs og bringe mange kompetencer i spil; det kunne være transportforskning kombineret med energi, eller arbejdsmarkedsudvikling, eller noget helt tredje. Det er mange forskellige grene af viden, der skal i spil. Også flere, end vi har haft, og derfor giver denne her omstrukturering mening.

- Jeg håber, at hvis vi snakker sammen om tre år, at vi kan fortælle, at det virkede, og at vi har fået en endnu stærkere forskning på transport, til gavn for landets virksomheder og myndigheder inden for det her felt, slutter han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094