Minister hentede luftfartsinspiration i Amsterdam
Mandag lancerede transport- og bygningsministeren arbejdet med en ny luftfartsstrategi, og onsdag og torsdag er der hentet inspiration til arbejdet i Amsterdam
Grundlæggende set skal det være lettere at komme til og fra Danmark via luftvejene. I den forbindelse vil der blandt andet skulle ses på lufthavnenes og luftfartsselskabernes konkurrencesituation og rammevilkår.
Derfor var det også en lyttende minister, der onsdag tog til Amsterdam for at deltage i den store europæiske luftfartskonference ’European Aviation Summit’.
Ministeren benyttede lejligheden til at mødes med lederne af Amsterdams lufthavn Schiphol, samt et af Europas førende luftfartsselskaber KLM Air France, for at høre om deres erfaringer og tanker om fremtiden.
- En god og velfungerende luftfart skaber ikke kun sammenhæng og tættere bånd landene imellem. Luftfart er også med til at sikre vigtige nationale arbejdspladser. Derfor er det et område, som jeg er meget optaget af, og jeg er fokuseret på, at vi får udarbejdet en god luftfartsstrategi, hvor vi bringer alle input i spil.
- Jeg har de seneste dage haft flere spændende og konstruktive drøftelser i Amsterdam, og jeg tror og håber på, at vi med den danske luftfartsstrategi kan sikre, at Danmark forbliver helt i front på luftfartsområdet, siger Hans Christian Schmidt.