Velbesøgt topmøde gav ny brændstof til transportbranchen
Hvordan rekrutterer vi flere til chaufførfaget? Det var omdrejningspunktet, da 3F, ATL og DTL-A samlede hele branchen og indflydelsesrige personer udefra til topmøde i Aarhus
Med image- og rekrutteringskampagnen "Job i transport" har 3F og ATL i regi af Transportens Udviklingsfond siden august sidste år arbejdet målrettet med at punktere myter om branchen. Nu er tiden kommet til næste fase, hvor Transportens Udviklingsfond sammen med Godstransportområdets Uddannelses- og Udviklingsfond vil søsætte en række konkrete rekrutteringsaktiviteter rundt i landet.
Den proces blev kickstartet torsdag med Transportens Topmøde i Aarhus, hvor de to fonde havde samlet en lang række nøgleaktører for at udvikle nye idéer til rekrutteringsaktiviteterne. Til stede var både virksomheder, faglige organisationer, brancheforeninger, jobcentre, uddannelseschefer og folk med egne erfaringer fra førerhusene. I alt mere end 50 personer fra - eller med indflydelse på - transportbranchen.
- Alle deltagerne gik åbent og helhjertet ind i diskussionerne, og det blev i den grad tydeligt, hvor langt man kan komme ved at gå sammen i stedet for at forsøge at løse problemerne fra hver sit hjørne af branchen. Vi fik en række helt konkrete anbefalinger med hjem, og dem vil vi nu videreudvikle til en egentlig rekrutteringsstrategi for de kommende to år, forklarer forhandlingssekretær i 3F Jørgen Aarestrup, formand for Transportens Udviklingsfond og bestyrelsesmedlem i Godstransportområdets Uddannelses- og Udviklingsfond.
Stort potentiale blandt unge, ledige og minoriteter
På Transportens Topmøde skulle deltagerne udvikle idéer inden for emnerne "uddannelse og lærlinge", "jobcentre og ledige" samt "mangfoldighed i transportbranchen". Der er nemlig et særligt stort potentiale i at få flere unge ind på transportuddannelserne og samtidig fjerne de barrierer, som findes i virksomhederne og beskæftigelsessystemet.
Samtidig er både kvinder og nydanskere markant underrepræsenteret i branchen, så også over for disse grupper vil der nu blive sat målrettet ind.
- Vi er allerede nået langt med imagekampagnen, men der er behov for at inddrage flere forskellige aktører, der kan se på problemstillingen fra nye vinkler, hvis vi for alvor skal lokke flere unge, nydanskere og kvinder over i branchen. Jeg ser frem til, at vi i den kommende tid skal videre med rekrutteringsarbejdet, som nu har fået et endnu bredere fundament, siger Lars William Wesch, der er direktør i ATL og dermed repræsenterer arbejdsgiverne i Transportens Udviklingsfond.