23948sdkhjf

Transportlærlinge kæmper på lørdag

Årets højdepunkt for de danske transportlærlinge er den 21. maj, når Danmarksmesterskaberne finder sted i Hvidovre.
Lørdag den 21. maj er en stor dag for cirka 60 unge lærlinge, der uddanner sig til enten godschauffører eller lageroperatører. Det er nemlig dagen for dette års DM for transportlærlinge, som finder sted på TEC Hvidovre.

DM for transportlærlinge er et årligt tilbagevendende mesterskab, hvor de dygtigste chauffør- og lagerlærlinge fra 10 af landets transportskoler dyster om at blive de dygtigste inden for en række forskellige discipliner som for eksempel manøvrering af langgods med gaffeltruck, præcisionskørsel med trækker og stuvning af paller i container.

Transporterhvervets Uddannelser (TUR) står bag DM for transportlærlinge og har arrangeret mesterskabet hvert år siden 1999. Ud over at være en landsdækkende konkurrence for udvalgte transportlærlinge, er formålet med DM at sætte fokus på de transportfaglige erhvervsuddannelsers mange muligheder, store mangfoldighed og deres betydning for samfundet.

- Uden en stærk transportbranche går samfundet i stå, siger Hans Christiansen, der er sekretariatschef i TUR.

- Vi hylder de unge transportlærlinge. Ved at vælge en uddannelse inden for transport er med til at holde branchen ”up to date” med kompetencer, så Danmark fortsat holder en solid konkurrenceevne. Transportbranchen kan også bidrage til øget vækst i samfundet.

- Mesterskabet demonstrerer også de høje faglige kompetencekrav, de unge lærlinge stilles over for i deres uddannelsesforløb, fortsætter Hans Christiansen. Snilde, omtanke og præcision er noget man får ved at gennemføre en transportuddannelse.

En kvalitetsmarkør

For Anders Wendelboe, der er uddannelsesleder på TEC Hvidovre, hvor DM holdes i år, er konkurrencerne en kvalitetsmarkør.

- Den giver lærlingene mulighed for at konkurrere med hinanden og samtidig være stolte af deres skoler og virksomheder.

- Niveauet for disciplinerne er højt. Mange af lærlingene bruger ekstra tid på at træne deres færdigheder på skolerne i weekenderne op til DM. I hverdagen har lærlingene travlt på deres transportskole og i deres praktikvirksomhed, alt efter hvor langt de er i deres uddannelsesforløb.

Ud over at konkurrere om færdigheder indbyrdes, og vise mulighederne i en transportuddannelse for publikummerne, handler DM også om faglig stolthed og fællesskab – og ikke mindst om at have det sjovt.

Anders Wendelboe og en række faglærere på TEC står for at udforme de praktiske rammer på DM i år i samarbejde med TUR. Blandt andet skal der optegnes baner, som de forskellige discipliner skal udføres på, og der er sikkerhedsforhold og regler, der skal matche ”den virkelige verden” bedst muligt.

- Det største ved DM bliver nok turen i sig selv. At opleve atmosfæren og møde de øvrige lærlinge og se, hvordan de går til opgaverne, siger Kasper Berendtsen Holmgaard, der er lagerlærling og stiller op for Aarhus Tech.

Emil Aagaard Andreæ, lagerlærling fra Syddansk Erhvervsskole siger: - Det er spændende både at dyste mod de andre lærlinge og samtidig være i samme båd. Derudover er DM en god øvelse til både svendeprøve og eksamen.

Mere end et kørekort

En af TURs missioner er at højne transportuddannelsernes ry ved at fortælle om den brede vifte af muligheder, det giver at tage en transportuddannelse.

- Der findes ni uddannelser inden for transport med 42 forskellige specialer og trin. Hvad enten man vælger at blive lastbilchauffør, kranfører eller lageroperatør er man nærmest sikret job resten af sit liv.

Der er arbejde til alle inden for branchen. Alle prognoser viser, at om få år vil der mangle 2.500 godschauffører i Danmark. En transportuddannelse er et rigtig godt kort at have på hånden - og der er tilmed mange muligheder for at videreuddanne sig.

I dag er det ikke er nok blot at have et kørekort, hvis man vil være lastbilchauffør. Det kræver en lang række færdigheder, certifikater og kurser i farligt gods, førstehjælp og kundeservice. Sådan har det dog ikke altid været. Derfor har mange nyudlærte chauffører og andre transportuddannede en højere uddannelse end deres mester.

Du kan læse mere om 13 af de forskellige uddannelsesretninger inden for transport og følge syv transportlærlinges varierende hverdag på www.transportuddannelser.dk .

Kom og oplev DM

DM for transportlærlinge er en åben begivenhed, og Anders Wendelboe håber, at mange unge, der står over for at skulle vælge uddannelse, lægger vejen forbi TEC den 21. maj og oplever den mangfoldighed, transportbranchen byder på.

- DM er en god metode til at promovere en uddannelse på. Der er mangel på arbejdskraft, og der er gode muligheder for at få lærepladser.

- Som publikum får man en dags mulighed for at se en bred vifte af discipliner fra både chauffør- og lagerfaget.

Alle interesserede er velkomne til at komme og opleve de 60 lærlinge dyste om pokalerne lørdag den 21. maj fra kl. 10. I løbet af dagen er der også mulighed for at prøve to lastbilsimulatorer og en bussimulator.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094