13 flygtninge er på vej til at blive lagerarbejdere
Til november vil 13 flygtninge begynde på et IGU-forløb hos AMU-Fyn
20 flygtninge har i den seneste tid deltaget i et forløb på AMU Fyn, som skal afklare, om de er klar til at deltage i et egentligt IGU-forløb. 13 af deltagerne er på vej til at indgå kontrakter med lokale virksomheder, og de begynder på en to-årig uddannelse til november, der skal gøre dem til lager- og terminalarbejdere.
- De er nødt til at have et vist niveau i dansk for at kunne arbejde på et lager. Mange steder får de besked gennem en øresnegl om, hvad de skal hente på lageret. Og de beskeder skal de kunne forstå, siger Finn Ravn, der er uddannelseschef på AMU-Fyns transportcenter.
Uddannelsen består af en blanding af undervisning og arbejde på virksomheden. På AMU Fyn vil flygtningene blive undervist i dansk og en række faglige fag. Det kan være lagerstyring og manøvrering med gaffeltruck.
AMU Fyn vil altså blive de første, der uddanner et helt hold flygtninge på samme tid. Og Finn Ravn har allerede gjort sig en vigtig erfaring.
- Det er nødvendigt, at man kører hold, som uddanner til den samme branche. Det dur ikke at blande uddannelser til forskellige brancher sammen, siger han.
IGU-forløbene blev vedtaget i forbindelse med første del af trepartsforhandlingerne før sommerferien. Selve loven trådte først i kraft 1. juli. Siden er der blev lavet forslag til IGU-forløb inden for forskellige brancher, som både arbejdsgivernes og lønmodtagernes organisationer har nikket til.
Direktør i ATL Lars William Wesch glæder sig over, at vi nu ser et resultat af forhandlingerne.
- Det er afgørende, at vi får afprøvet, hvordan IGU-aftalen virker i praksis. Det er glimrende, at man på Fyn begynder med lager- og terminalarbejdere. Selvom der er mangel på chauffører, går der nok lidt længere tid, inden vi ser flygtninge som lastbilchauffører. Det kræver gode evner i dansk at tage et stort kørekort, siger han.
Kilde: ATL