23948sdkhjf

DTL: Endnu et hjørnespark

Transportministerens beslutning om at nedsætte et udvalg til at vurdere behovet for ordnede forhold for kurer- og varebiler er endnu et hjørnespark, mener DTL
DTL kritiserer igen transportminister Hans Christian Schmidt i skarpe vendinger i sagen om lovinitiativer på kurer- og varebilsområdet.

Transport- og bygningsministeren skriver i en pressemeddelelse, at han nu nedsætter et udvalg, som skal se på indførelse og konsekvenser af lovgivning for varebiler, der kører godskørsel for fremmed regning - og det falder transportorganisationen for brystet.

- Først valgte ministeren at stoppe det udredningsarbejde, den tidligere regering havde sat i gang. Så modarbejdede man det i folketingssalen og pustede sagen op til at ville berøre flere hundredetusinder negativt – selv om tallet reelt er ca. femtusinde vognmænd, heraf en stor del som selv ønsker regulering, siger DTL-direktør Erik Østergaard, og fortsætter:

- Da ministeren fik et flertal imod sig og blev pålagt at komme med et lovinitiativ, henviste ministeren til, at han ville vente på EU og først kunne komme med et lovinitiativ langt ind i 2017. Da han mødte kritik for dét hjørnespark, vælger ministeren så at lave et nyt: Nu skal der nedsættes et udvalg. Ministeren er ved at være godt rutineret i dødboldsituationerne, men det bringer ikke kurer- og varebilsbranchen fremad.

DF rasler med sablerne
Næstformanden i transportudvalget, Dansk Folkepartis Kim Christiansen, truer ifølge dagbladet Jydske Vestkysten med, at flertallet uden om regeringen selv fremsætter og vedtager lovændringerne uden om regeringen.

- Jeg synes ikke, det er rimeligt, og det er helt uhørt, at transportministeren ikke tager det alvorligt, hvad et flertal har vedtaget, siger Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti til Jydske Vestkysten. DF-ordføreren har selv tidligere stillet forslag om en regulering.

Erik Østergaard erklærer sig helt enig med Kim Christiansen:

- Ministeren står jo med et valg: Enten ser han gennem fingre med socialt bedrageri, manglende arbejdsmiljø, manglende trafiksikkerhed, fusk med moms og skat og med social dumping og unfair konkurrence – eller også går ministeren aktivt ind i kampen for et bare rimelig reguleret og ordnet varebilsmarked. En lang række af virksomhederne – både små og store, der agerer på dette marked, med varebilskørsel for fremmed regning, efterlyser selv en regulering. Så vi kan ikke tolke ministerens mange krumspring som andet end uvilje.

Kridt skoene minister

Det aktuelle forslagsstiller, Christian Rabjerg Madsen, MF for Socialdemokratiet, er heller ikke imponeret over ministeren:

- Ministeren må kridte skoene, komme i gang og vise respekt for det flertal i Folketinget, som i modsætning til ministeren er klar til at skride ind overfor social dumping i varebilsbranchen. Det er simpelthen for dårligt, at ministeren tilsidesætter et bredt folketingsflertal ved at skyde beslutningsforslaget til hjørne, sagde Christian Rabjerg Madsen (S) forleden.

- At Trafikstyrelsen ikke kan finde midler til at ansætte en håndfuld medarbejdere er ikke en ordentlig forklaring,” fastslår Erik Østergaard. ”Det er, som alt andet, et spørgsmål om prioritering. Der er også en række besparelser i form af mindre socialt bedrageri og konsekvenser af social dumping samt skatte- og momsindtægter osv., der skal medregnes. Det er bare at komme i gang, slutter Erik Østergaard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078