Der gøres plads til særtransporter
Aabenraa Kommune gør i denne uge plads til, at særtransporter lettere kan passere begge rundkørsler ved motorvejsafkørsel 70 i Rødekro
Arbejdet går ud på, at der skal etableres en midlertidig passage for særtransporter, altså store og meget tunge lastbiler, der kan fylde meget både i længden og i bredden, blandt andet vindmølletransporter. Som forholdene er i dag, har særtransporter svært ved at passere rundkørslerne, for eksempel når de skal på og af motorvejen ved afkørsel 70.
Derfor etableres der nu en mulighed for, at særtransporter nemmere kan køre hen over rundkørslernes midter-øer. Det er en midlertidig løsning, som skal få trafikken til at glide lettere.
Aabenraa Kommune vil arbejde på senere at etablere en permanent løsning, som vil være æstetisk pænere end den midlertidige. Det skal blandt andet ske som forberedelse til også at kunne få modulvogntog lettere gennem rundkørslerne.