23948sdkhjf

Trængsel på E45 igen i fokus

Hans Christian Schmidt drøftede mandag udvidelse af den jyske motorvej E45 på et møde med Business Horsens og Troels Lund Poulsen
Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt deltog mandag i et møde med Business Horsens og sin ministerkollega Troels Lund Poulsen. Under mødet blev trængslen på E45 drøftet.

- Regeringen har prioriteret en udvidelse af E45 i regeringsgrundlaget, og det løfte følger vi op på i vores finanslovsforslag. Strækningen mellem Aarhus S og Skanderborg er et naturligt sted at starte, da det er en af de strækninger med de største fremkommelighedsproblemer på E45. Her kan udvidelsen ske ved, at vi inddrager midterrabatten, siger Hans Christian Schmidt.

Anerkendelse af problemerne
Budskabet på mødet var klart. Trængselsproblemerne på hele E45 bliver ikke løst alene ved udbygningen mellem Aarhus S og Skanderborg, og det er ministeren enig i. Hos Business Horsens er man glad for, at man fra politisk hånd er begyndt at anerkende problemerne, siger bestyrelsesformand i Business Horsens Finn Damkjær Pedersen:

- Det er noget, der optager os østjyder rigtig meget, og vi har længe synes, det var svært at få afklaring. Men vi havde et positivt møde, hvor vi diskuterede blandt andet kørsel i nødsporet, og der ligger allerede nu en rapport, der siger, nødsporet på E45 kan bære det. Ministeren gav udtryk for, at han synes om ideen, og at han ville gå videre med det til de andre trafikordførere. Så anerkender man trods alt, at der er et behov, og anerkender resultater fra mange undersøgelser, der viser, at døgnkørslen er steget betragteligt på E45.

Positiv debat
Fra erhvervslivet var mange af de transporttunge virksomheder fra Horsens var repræsenteret, og alt i alt var både erhvervsfolk og politikere positive over mødets udfald.

- Jeg synes, at vi har haft en god og konstruktiv debat. Fakta er, at uanset hvilke ønsker man måtte have til infrastruktur, så skal der penge til. Og her er jeg nødt til at understrege, at Venstre som det eneste parti i Folketinget har fremlagt en samlet og fuldt finansieret helhedsplan, hvor vi frem mod 2025 afsætter 27 milliarder kroner til infrastruktur. Nu er det op til de andre partier at udvise ansvarlighed, når pengene skal findes og ikke bare stå klar, når ønskerne skal udtrykkes, siger Hans Christian Schmidt.

Finn Damkjær Pedersen, der til daglig er beskæftiget i HM Entreprenør, påpeger vigtigheden af handling, fordi trængslen er med til at gøre livet surt for erhvervslivet i området:

- Vi har lige gennemført en konjunkturanalyse af vores medlemmer, hvor vi har linet de fem største udfordringer op, og fremkommeligheden på E45 kommer ind på en andenplads blandt alle vores medlemmer. Så det er noget, der fylder rigtig meget, siger han til Transportmagasinet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078