Telefonen er til mere end snak
Telefonen bliver et stadigt vigtigere arbejdsredskab for transport- og logistikvirksomhederne.
Derfor har Transportmagasinet i samarbejde med ITD taget pulsen på hvilke mobiltelefoner, der er de mest populære og hvilke trends, der gør sig gældende i den tid, der kommer.
- Digitaliseringen af sektoren er i fuld gang. Det mærker vi i efterspørgslen på mobiltelefoner, siger ITD’s salgschef Anne M. Thyssen.
- For transportvirksomhederne drejer det sig om at finde en telefon, der kan indeholde de apps, der er nødvendige for kommunikation mellem chaufføren, vognmanden og kunden.
- Vi er for længst forbi den tid, hvor telefonen blev brugt udelukkende til samtaler. I dag bruges den også til at modtage instrukser, dokumentere transporterne og følge godsets vej i logistikkæden.
- Flere og flere bruger også mobiltelefonen til at tage billeder af godset, så man har mulighed for at bevise eventuelle skader.
Det er afgørende for vores medlemmer i dag, at telefonen bruges til at forbinde virksomheden med de nye digitale produkter. Data fra chaufførens og lastbilens arbejde bliver opfanget, så man kan bruge disse data til at optimere virksomhedens arbejdsgange.
- Alt det skal en telefon kunne i dag, siger Anne M. Thgyssen.
- Kravene fra virksomhederne vokser i takt med, at de bruger de digitale løsninger, der er i markedet.
Elektronisk fragtbrev
Et par konkrete eksempler fra ITD’s egen digitale produktkurv er det digitale fragtbrev, eCMR, der sørger for, at fragtbrevet altid er ved hånden, og virksomheden nemt kan dokumentere transporten.
Et andet populært produkt, er eSmiley, der sender instrukser til chaufføren, så procedurerne overholdes. Det betyder, at man sikrer nødvendig dokumentation over for både transportkøber og myndighederne.
Endelig fremhæver Anne M. Thyssen begrebet "hosting", der giver den enkelte virksomhed adgang til samme portal, så chaufførerne og kontorfolket nemt kan dele og redigere i dokumenter.
- Det, der kendetegner de mest populære telefoner er, at de er nemme at bruge og de arbejder godt sammen med de apps, der findes på markedet, slutter Anne M. Thyssen.