Vejdirektoratet vil fjernstyre fire broer
På fire danske broer kommer det lille hus til at stå tomt. Styringen vil i stedet ske fra en central i København
I Jylland er de tre bemandede broer Hadsundbroen over Mariager Fjord, Vildsundbroen mellem Mors og Thy samt Aggersundbroen mellem Vesthimmerland og Jammerbugt. De to første skal være fjernstyrede fra 1. januar 2018, og Aggersundbroen et år efter.
På Sjælland gælder det Kronprins Frederiks Bro, som krydser Roskilde Fjord ved Frederikssund.
Vejdirektoratet: Mere sikkerhed for færre penge
Ved at fjerne brovagterne regner Vejdirektoratet med at spare en tredjedel - 5 mio. kroner - af de fire broers årlige omkostninger på 15 millioner kroner. Besparelserne fordeler sig ligeligt på de frie broer.
18 brovagter vil blive fyret. Til gengæld skal der ansættes folk til 24 timers styring af broerne i København samt 3-4 årsværk til et akutberedskab, der kan rykke ud til broerne, hvis situationen kræver det.
Trafikdirektør i Vejdirektoratet, Niels Christian Skov Nielsen, slår også på, at ændringen kan højne sikkerheden.
- I dag har vi ikke en 100 procent dækning af den enkelte bros arealer. Står du i styrehuset ude på en af klapbroerne, så er der blinde vinkler, som kan være vanskelige at håndtere. Ved gennemførslen af en fjernstyring vil vi eliminere de blinde vinkler - både i forhold til trafikken og skibene - fordi vi kan dække det hele af med kameraer, siger han til amtsavisen.dk.
Sårbare broer
Broerne sårbarhed illustrerer farcen omkring påsejlingen af Limfjordsbroen, jernbanebroen mellem Aalborg og Nørresundby, meget godt. Den 28. marts 2012 påsejlede det finske containerskib 'Ramona' broen. Skaderne på broklap og spor vurderes at tage et halvt år at reparere. Sådan gik ikke. Langt fra.
Forsinkelt på forsinkelse og fejl på broklappen betød, at Limfjordsbroen først kunne åbne igen den 29. april 2013.
I 2014 afsatte trafikministeriet 25 mio. kroner til skibsstødssikring i form af en forstærkning af stålkonstruktionen på den gamle bro.