23948sdkhjf

Veje får plads på finansloven

Med indgåelse af finansloven for 2017 sætter regeringen hak ud for en række vejinfrastrukturprojekter, som fremgår af regeringsgrundlaget
Med indgåelse af finansloven for 2017 styrker regeringen med tilslutning fra Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti infrastrukturen over hele landet.

Konkret afsættes 524 mio. kr. til en udvidelse af E45 mellem Aarhus S og Skanderborg S fra 4 til 6 spor. Strækningen oplever allerede i dag trængselsproblemer i myldretiden og risikerer i stigende grad at blive en trafikal flaskehals.

- Jeg er rigtig glad for, at vi i regeringen nu handler på vores regeringsgrundlag og blandt andet sætter penge af til en udvidelse af E45 mellem Aarhus S og Skanderborg S. Vi er i regeringen meget optagede af at sikre vækst og udvikling i hele Danmark, siger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt.

- Udbygningen mellem Aarhus S og Skanderborg S er et naturligt sted at udbygge E45, da det er en af de strækninger med de største fremkommelighedsproblemer. Samtidig kan udvidelsen ske ved, at vi inddrager midterrabatten, så der hurtigt kan skabes mere kapacitet på vejen, slutter transport- og bygningsministeren.

Herudover afsættes der i finansloven et statsligt bidrag på 8 mio. kr. til en forundersøgelse af en østlig ringvej/havnetunnel i København, idet der derudover forudsættes lokal medfinansiering. Forundersøgelsen skal blandt andet kortlægge omkostningerne forbundet med en havnetunnel og undersøge mulighederne for OPP.

Endelig afsættes midler til vestvendte ramper ved Esbjergmotorvejens tilslutning ved Vejen Øst. Ramperne vil forbedre tilgængeligheden i området og understøtte de eksisterende og planlagte erhvervs- og byudviklingsområder i Vejen Øst. Der afsættes et bidrag på i alt 14,4 mio. kr. i perioden 2017-2019, idet der derudover forudsættes lokal medfinansiering.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078