Chauffører finder man på Facebook
Hver femte virksomhed benytter sig af Facebook, når de skal finde en ny chauffør, viser en undersøgelse blandt medlemmerne af ATL
Medejer Pia Kjærgaard fra United Trans i Skovlunde har flere gange lagt jobopslag på Facebook. Hun har haft brug for medarbejdere til helt almindelige chaufførjob.
- Jeg var træt af at betale for annoncer, som jeg ikke fik nogen respons på. Jeg har nu søgt flere gange på Facebook, og jeg har hver gang fundet den mand, jeg skulle bruge, fortæller Pia Kjærgaard.
Når man benytter sig af Facebook, er der mulighed for at komme ud til et meget stort antal chauffører. Den lukkede Facebook-gruppe ”chauffør job” har over 11.000 medlemmer, og ”lastbilchauffør” har over 22.000 medlemmer. Sidstnævnte bruges mest af chauffører, som udveksler billeder og gode historier med hinanden, men ind i mellem er der også et jobopslag.
De fleste brugere af Facebook ved, at man skal kunne tåle kritik, hvis man træder frem. Pia Kjærgaard fra United Trans har oplevet at få en kommentar om, at jobbet nok ikke ville blive aflønnet efter overenskomsten.
- Jeg går meget op i at tegne et reelt billede af mig selv og virksomheden, men alligevel var der altså en, som blev i tvivl om vores hensigter. Heldigvis kunne jeg svare direkte, at lønnen var efter overenskomsten, så opmærksomheden var nok nærmest positiv for virksomheden, siger hun.
39 pct. af ATL’s medlemsvirksomheder har en Facebook-side, og halvdelen af dem benytter den til at skabe kontakt til nye medarbejdere. Det viser en undersøgelse blandt ATLs medlemmer.
- Mange – især unge – har Facebook som den vigtigste kanal til nyheder og andre informationer. Så det er oplagt at søge efter nye medarbejdere på Facebook. Hvis man ikke hører til blandt de virksomheder, der er på Facebook, bør man nok overveje det igen, siger direktør i ATL Lars William Wesch.
Kilde: ATL