23948sdkhjf

Presenningen skal passe på ganske få centimeter

Trailerne er ikke ens i målene. Derfor bliver hver trailer målt op, så presenningen passer perfekt.

- Tro det eller lad være. To trailere er ikke ens. De er ikke lige store. Ikke når man måler i centimeter. Selv trailere af samme fabrikat kan variere i størrelse.

Det fortæller Bjarne Troelsen, der er afdelingsleder i Sækko Presenning i Padborg. Firmaet er specialiseret i at producere presenninger til lastbiler, trailere og andre typer af køretøjer. 

- Man skulle tro, at trailere har en præcis standardstørrelse. Det troede jeg , inden jeg kom til Sækko Presenning; men trailerne har ikke samme størrelse. Selv ikke, når de er af samme fabrikat.

- De har ikke engang samme størrelse i for- og bagende. Målene kan godt variere med et par centimeter. Derfor skal de måles op, hver gang vi får en ordre på en presenning. 

- Alle vores presenninger bliver lavet efter en tegning, vi får af vores sælgere, når de har været ude at måle op hos kunden.

Nye lokaler

Sækko Presenning kunne i foråret tage nye lokaler i brug i Padborg. Ikke alene har de syv medarbejdere i firmaet fået mere plads, men pladsen er indrettet på en bedre måde. Den er blevet mere funktionel.

- Der er ikke langt mellem de forskellige arbejdssteder, forklarer Bjarne Troelsen.

- Vi tager dugen ned, skærer den på skærebordet og lægger den ned på produktionsgulvet. Tingene ligger lige ved siden af hinanden, så det er indrettet bedre, end vi havde det tidligere.

Gulvet er vigtigt

Det er et helt nyt trægulv, som er blevet lagt. Det er vigtigt, at det er plant, så man kan køre over gulvet med svejsemaskinerne. Det er også vigtigt, at gulvet er i træ.

- Når dugen er blevet målt op og skåret, spændes den ud på gulvet og hæftes fast med hæfteklammer. Så vi kan måle den rigtigt ud.

Fra Belgien

Materialet er en presenningsdug, som købes af et firma i Belgien.

- Vi får det hjem i ruller, og så skærer vi det til derfra, siger Bjarne Troelsen. De kan fås mange forskellige farver. Vi har et omfattende farvekort, så kunderne kan vælge de ønskede farver.

Sækko Presenning er del af KH OneStop. Firmaet producerer og sælger løsninger inden for presenninger til lastbiler, men der fremstilles også såkaldte thermo-produkter, specialafdækninger og tilbehør.

- Vores produktsortiment dækker lastbilpresenninger af enhver art, lige fra små ladbiler til trailere med skydesider og skydetag.

- Hertil kommer afdækningspresenninger, toprullepresenninger, luftlededuge og et bredt udvalg af andre produkter. Vi kan også lave såkaldte miljøfolier til landbruget vindbrydende net til staldbygninger.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.204