Hvor meget må man jule-pimpe sin lastbil?
De fleste af os har nok set en på vejen. En lastbil, hvis førerhus har været pyntet og pimpet med både juletræ og lyskæde. Ikke desto mindre er der regler for udsmykning af køretøjer, som findes i Færdselslovens § 67.
Her slås det grundlæggende fast, at julepynt ikke må hæmme udsynet eller udgøre en forringelse af sikkerheden, når man kører.
Fakta: Færdselslovens § 67 omhandlende køretøjers indretning og udstyr m.v. Et køretøj skal være således indrettet og holdes i en sådan stand, at det kan benyttes uden fare og ulempe for andre samt uden skade for vejene (se evt. også paragraffens stk. 2 og stk. 3, red.). |
Ifølge Færdselsloven skal føreren således til enhver tid være opmærksom på, hvorvidt køretøjet er i forsvarlig stand, mens ejeren af køretøjet er ansvarlig for eventuelle lovbrud i forhold til udsmykning. Det vil sige, at hvis førerhuset er juleudsmykket i en grad, så selv 'Gertrud Sand' ville blive misundelig, bør man i den grad være opmærksom på, om lastbilen lever op til sikker kørsel.
Ikke skarpt lys
Chaufføren må dermed gerne udsmykke sin lastbil med julepynt, men pynten skal være forsvarligt monteret og må ikke forringe udsynet eller forringe trafiksikkerheden.
Rasmus Boserup, presseansvarlig i energiselskabet OK, som selv har cirka 70 tankvogne på vejene, har undersøgt sagen:
- Man må ikke have monteret udvendigt, blinkende julebelysning, og hvis man har monteret en form for udvendig julebelysning, må de ikke være skarpere end positionslys.
Hvis udsmykningen udgør en væsentlig forringelse af sikkerheden, og især hvis den udgør en fare for andre trafikanter, kan det medføre bødeforlæg eller en straffesag.
Politiet ser ikke et stort problem
Rigspolitiets Færdselsafdeling understreger overfor OK, at det er meget sjældent, at politiet skrider ind i sager om overdreven julepynt.
Faktisk er det ikke Rigspolitiets opfattelse, at danske og udenlandske chauffører samt vognmænd pynter op i så stor stil, at det ender i politirapporten.
Kilde: OK