Vognmandsfirma frifundet i svindelsag på grund af konkurs
Man kan ikke plukke hårene af en skaldet. Man kan ikke straffe en død mand. Og man kan heller ikke idømme et konkursbo bøder.
Derfor bliver et svindeltiltalt vognmandsfirma, Klausen Transport og Spedition ApS, frifundet i en større straffesag, skriver Horsens Folkeblad.
I sagen er firmaets daglige leder og syv chauffører fortsat anklaget.
Firmaet begærede i sidste uge sig selv konkurs, og skifteretten afsagde efterfølgende konkursdekret.
En eventuel straf til et selskab i en straffesag vil være en bøde, og i sagens natur er penge en mangelvare i konkursbo. Derfor er det omsonst at føre straffesager mod konkursboer.
Men sagen er allerede gået i gang ved Retten i Horsens. Godt nok kun mod de fysiske personer, men da hele komplekset bliver behandlet under ét, så er sagen mod selskabet teknisk set også begyndt.
Derfor vil selskabet blive frifundet. Det er både anklager, forsvarer og dommer ifølge Horsens Folkeblad enige om efter et retsmøde i sagen torsdag.
Sagen drejer sig om en lang række forhold, hvor der i firmaet angiveligt er blevet fusket med både førerkort og køre-/hviletidsbestemmelser.
Anklagemyndigheden har på forhånd forlangt, at selskabet ikke længere må beskæftige sig med vognmandsvirksomhed. Med konkursen ser det spørgsmål ud til at løse sig selv.
Der er også en påstand fra anklagemyndighedens side om, at den daglige leder skal frakendes retten til at være vognmand.
Der forventes at falde dom i retssagen i begyndelsen af februar.
/ritzau/