VIDEO: Verdens længste vinge-transport
Lørdag aften fra klokken 23 blev verdens længste vinge produceret af SSP Technology fragtet fra Kirkeby på Sydfyn til Esbjerg af transportfirmaet DSV.
Som man kan se i videoen nederst i artiklen, var transporten af den 88,5 meter lange vinge et stort tilløbsstykke for fynboer på ruten. Det gik langsomt, men sikkert fremad.
SSP Technology har i halvandet år arbejdet på den enorme testvinge. Med på ruten, der gik via Svendborgmotorvejen og E20, havde chaufføren fire følgebiler. Vogntoget målte i alt 98 meter.
Det meste af ruten gik langsomt, særligt i sving og rundkørsler, men på motorvejen nåede særtransporten op på 60 kilometer i timen.
Verdens længste vinge blev transporteret over Lillebæltsbroen mod Esbjerg, hvor den nåede frem tidligt søndag morgen.