Unge får chancen i Padborg
På fredag den 19. maj lukker byen Padborg op for en transportmesse, der på mange måder er anderledes end andre transportmesser.
En lang række virksomheder inden for transportbranchen udstiller, og de har valgt at sætte fokus på uddannelse og jobs i branchen sammen med uddannelsesinstitutionerne og jobcentrene.
- Vi er nødt til at tænke på fremtiden. Derfor har vi samlet alle de forskellige uddannelsesinstitutioner og jobcentre i et kæmpe telt lige ved indgangen til messen, forklarer Poul Linnet, der er en af de frivillige, der er med til at sætte transportmessen op.
- Meningen er, at de besøgende kan gå rundt i teltet og få informationer om de mange slags jobs, der er i transportbranchen. Bagefter kan de gå ud på pladsen og besøge de mange virksomheder, der udstiller her.
Messen, som holdes på en stor parkeringsplads hos transportfirmaet Nagel på Thorsvej 19, bliver indrettet med en stor markedsplads i midten af området, hvor den den lokale restauratør Krusmølle sørger for en fantastisk atmosfære og mange lækkerier.
Rundt omkring præsenterer de forskellige virksomheder deres køretøjer, trailere, transportsystemer og jobmuligheder.
Alt til transport
- I Padborg finder man alt relateret til transport- og logistikbranchen. Værksteder, dækservice, varehuse, lastbilforhandlere og så videre. Padborg er en by, der lever af transport og byder på alt det, der er brug for - døgnet rundt. Det forsøger vi at vise på udstillingen, siger Poul Linnet.
Nord og syd for grænsen
Denne store præsentation er kun mulig, fordi vi støttes af mange virksomheder og lokale politikere, både fra tysk og dansk side, som ønsker at gøre denne messe til noget meget specielt.
- Vi er glade for, at der kommer gæster nord og syd for grænsen, der ønsker at se og opleve vores ”frihavn”, som vi ynder at kalde Padborg. Der vil være en masse at se, slutter Poul Linnet.
Det er erhvervsforeningen Padborg Transportcenter, der står for transportmessen sammen med et udvalg på otte frivillige personer fra firmaer i Padborg.