Danske Bank smider Post Nord på porten
Danske Bank stopper sin aftale med Post Nord. Dermed kan man ikke længere klare simple bankforretninger på posthuset. Det skriver Ekstra Bladet.
Ifølge avisen vil aftalen ophøre fra den 1. januar 2018. Samarbejdet har kørt siden 1996. Ekstra Bladet skriver yderligere, at medarbejderne i Post Nord er blevet instrueret i, hvad de skal sige til kunderne.
Branchemediet Finanswatch skriver, at aftalen omfatter 190 postbutikker. Her kan man med den nuværende aftale betale regninger mens kunder i Danske Bank også har kunnet hæve og deponere penge.
- Når vi har kigget på aftalen, er det, fordi vi kan konstatere, at vi de seneste fire år er gået ned med 75 procent i transaktioner på postbutikkerne.
- Med det tempo og den udsigt, der er, er det en aftale, hvor vi må sige, at vi har andre løsninger, der kan dække behovet, siger senior vice president i Danske Bank Torben Elling Gamst til Finanswatch.
Han fortæller til Finanswatch, at den stoppede aftale vil spare Danske Bank for et tocifret millionbeløb om året, som man betaler til Post Nord.
At aftalen ikke bliver fortsat hænger også sammen med, at Post Nord har mindsket antallet af posthuse dramatisk.
- I dag har vi cirka 190 postbutikker, hvor man kan betale sine regninger. Men det er også faldet. For fem år siden var der 500. Så vi har også en forventning om, at antallet af postbutikker vil falde fremadrettet, siger Torben Elling Gamst til Finanswatch.
Danske Bank opfordrer de kunder, der har brugt posthusene til at gøre deres bankforretninger, til at bruge alternative løsninger.
Det kan være digitale løsninger, der også er markant billigere for kunderne. For nuværende koster det 40 kroner at betale en regning på et posthus. Det kan gøres noget billigere via internettet.
/ritzau/