Flyselskab får DHL-pris for transport af medicin
Flyselskabet Emirates SkyCargo har modtaget DHL’s CARE-pris som en anerkendelse af flyselskabets arbejde med at håndtere og transportere temperaturfølsomme farmaceutiske produkter.
Det skriver flyselskabet i en pressemeddelelse.
Prisen blev uddelt i sidste uge på den 17. Global Life Sciences & Healthcare Conference arrangeret af DHL i Singapore. Den er en anerkendelse af luftfartsselskaber, der sætter standard for transport af temperaturfølsomme lægemidler og biovidenskabelige produkter.
Kriterierne handler bl.a. om kvalitet i forsendelserne, ground handling ekspertise og innovation inden for både teknologi og processer.
Prisen er en vigtig anerkendelse for Emirates SkyPharma - Emirates SkyCargo's løsning for transport af temperaturfølsomme farmaceutiske forsendelser.
Skypharma blev startet i 2016, og siden er mængderne af lægemidler transporteret på tværs af Emirates’ 155 destinationer på seks kontinenter blot steget. Alt efter hvor følsomt et produkt er, kan kunderne vælge løsninger på tre niveauer – herunder specialiserede emballageløsninger, et certificeret pharma-lager i lufthavnen i Dubai og den særlige kølecontainer til farmaceutiske produkter, Cool Dolly.
I 2017 har væksten i transporterne været størst i Singapore, som rummer en voksende klynge af medicinal- og biovidenskabelige firmaer. Emirates SkyCargo samarbejder med mange af dem, og i år har væksten i transporterne ligget på 30 procent månedligt fra Singapore – og forventningen er en stigning de kommende måneder.