Uno-X bygger bedre kundeoplevelser for 250 millioner
I mange år har benzinstationer været kendetegnet ved et skærmtag, et banner, 2-3 flagstænger og en butik alt imens kæderne har konkurreret på brændstofpriser og eventuelle ekstra serviceydelser i kiosken.
Men med liberaliseringen af lukkeloven er det blevet ekstra svært at drive butik på en benzinstation. Samtidig er den intense konkurrence med prisfald henover dagen annulleret med Circle Ks prissætning, og det betyder at priserne stort set er ens dagen igennem og på tværs af de forskellige aktører på markedet.
På den baggrund har Uno-X valgt at gennemføre en grundlæggende revision af kædens stationskoncept og har samtidig afdækket et potentiale i at konkurrere på brugervenlighed i langt højere grad end hidtil. Uno-X har fået bestyrelsens opbakning til at investere 250 mio. kr. i at bygge helt nye stationer over hele landet, og her har man netop brugervenligheden i højsædet.
- Brændstof er et generisk marked, og det er svært som kæde at skille sig ud hos kunderne – især når priserne ikke længere betyder så meget som før. For at vi fortsat kan være en nøglespiller på markedet, har vi været nødt til at tænke i helt nye baner. Vi har redesignet vores stationskoncept, der ændrer hele oplevelsen og gør den hurtigere, lettere og langt mere ligetil, siger Julie Mortensen, byggechef hos Uno-X.
Undersøgelse giver lange slanger
Uno-X’ nye fokus kommer efter en omfattende kundeundersøgelse, som analyseinstituttet Wilke for nyligt gennemførte for kæden om kundeoplevelsen på landets mange benzinstationer. Her fik samtlige kæder på tværs af branchen dumpekarakterer, og kun meget få respondenter ville anbefale en bestemt kæde til andre.
- Det vil Uno-X gerne lave om på, og derfor bygger vi nu vores stationer om, så de bliver langt mere brugervenlige. Det er en større proces, der kræver både ombygninger og helt nye tiltag, men vi er sikre på, at det er det hele værd for kundernes oplevelse af Uno-X, siger Julie Mortensen.
Wilkes undersøgelse viser blandt andet, at danskerne ikke vil dele betalingsautomat med andre bilister, da de oplever det som et irritationsmoment. Derfor har Uno-X nu opsat én ny, lynhurtig betalingsterminal pr. pumpe, hvilket reducerer ventetiden betydeligt, og gør det langt hurtigere at tanke og betale. Samtidig er brændstofslangerne blevet gjort længere, så de uden problemer kan nå bilens tank, uanset hvilken side af bilen det sidder i. Kunderne skal derfor ikke tænke over, hvilken pumpe de tanker fra.
Enkel og intuitiv
Uno-X’ nye konceptstationer er blandt andet bygget med Apples iPhone som forbillede og udmærker sig ved en række fravalg, der gør oplevelsen enkel og intuitiv.
Stationerne har nye, lynhurtige betalingsautomater samt en helt ny prismast, der er registreret design, og hvor priserne står klart selv i skarpt lys og på lang afstand. Derudover vil mærkeringer i asfalten hjælper kunderne til ensrettet færden på stationen, ligesom kunderne kan se frem til blødt og varmt LED lys samt store, åbne pladser, der giver tryghed på mørke aftener.
De første eksempler på de nye stationer står allerede klar flere steder i Danmark: Søborg, Kvistgård i Nordsjælland samt Maribo på Lolland og i Odense. Mange flere Uno-X stationer er allerede under ombygning, og når de nye stationer kommer i brug, er det ambitionen, at kunderne skal opleve en mærkbar forskel og køre fra Uno-X stationer med tanken fuld af benzin og en god oplevelse.