Fjordforbindelse skaber 100 nye job
Du behøver ikke lede i samtlige afkroge af internettets jobsider, hvis du vil arbejde i Frederikssund de næste par år.
Det skriver Fagbladet 3F.
Det netop opstartede byggeri af Fjordforbindelsen Frederikssund over Roskilde Fjord i Nordsjælland vil den kommende tid kaste job i bygge- anlægsbranchen på overenskomstvilkår af sig.
- Lige nu har vi 60 ud af 100 ansat, som er organiseret i 3F. Om et år er det tal nok 100. Det fortæller konsulent i 3F Nordsjælland, Niclas Bannebjerg Nanboe, der forhandler kontrakter med alle entreprenører og underentreprenører på projektet.
Han forventer, der bliver endnu flere 3F-jobs, inden broen skal stå færdig i 2019.
- Broen bygges i etaper, og vi er netop gået i gang med den første. Når vi når højdepunktet af byggeriet, vil der nok være ansat op mod 250 3F’ere. Det fortæller Niclas Bannebjerg Nanboe og peger på, at byggeprojektet forgrener sig til job i andre 3F-brancher såsom rengøring, catering og transport.
En tur over broen er knap 1,4 kilometer og med 16 bropiller, en maksimumshøjde på 22 meter og en pris på to milliarder kroner, i følge Byggefakta A/S, at broen bliver blandt de største nyopstartede byggeprojekter på dansk jord i 2017.
Det giver mange nye job, bekræfter projektleder på Fjordforbindelsen Frederikssund, Henrik Vincentsen. Han kan nemlig se det i sit lønbudget:
- En overordnet tommelfingerregel siger, at halvdelen af udgiften ved bygge- anlægsarbejde går til materialer og den anden halvdel til mandskab, siger Henrik Vincentsen og fortsætter:
- Derfor skyder jeg på, vi vil bruge op til en milliard kroner til løn til vores medarbejdere, fortæller Henrik Vincentsen.
Han bakker op om Niclas Bannebjerg Nanboes forventning til, at 100 af de kommende bygge- og anlægsjob går til 3F’ere.
En kerne i byggeprojektet er, at kommende job skal foregå under fair vilkår.
Ifølge Niclas Bannebjerg Nanboe betyder det, at alle virksomheder skal have en tiltrædelsesoverenskomst som minimum.