Store bøder til to tyrkiske vognmænd
To tyrkiske vognmænd måtte hver betale 35.000 kr. for at have foretaget manipulation af lastbilernes AdBlue-system.
De to tyrkiske lastbiler blev i går standset ved Kolding af Tungvognscenter Syd i en rutinemæssig kontrol.
- En teknisk gennemgang af begge køretøjer viste, at der var foretaget manipulation af lastbilernes AdBlue-system, således at det var sat ud af drift, fortæller Stig Simonsen, der er politikommissær og leder af Tungvognscenter Syd.
AdBlue er et tilsætningsstof, som sprøjtes ind i lastbilernes udstødningssystemer for at reducere udslippet af farlige NoX-gasser fra udstødningen. Når systemet sættes ud af drift, forurener lastbilen op mod 20 gange mere end tilladt.
- De to tyrkiske vognmænd benyttede sig begge af en type transporttilladelse, som forudsætter, at køretøjerne overholder begrænsningerne for miljøforurening. Da køretøjerne var manipulerede, opfyldte de ikke betingelserne i deres tilladelser. Derfor bortfaldt tilladelserne, fortæller Stig Simonsen.
Kørsel uden gyldig tilladelse takseres til 35.000 i bøder.
Begge køretøjer er på nuværende tidspunkt tilbageholdt, indtil bøderne betales eller der kan stilles sikkerhed.
Det vides endnu ikke, hvordan de to vognmænd stiller til sig sigtelserne.