BHS Logistics lander stor aftale med Molslinjen
Molslinjen samler arbejdet med at håndtere løstrailere, maskiner og andre førerløse enheder på Bornholm. I havnene i både Rønne og Køge bliver det nemlig bornholmske BHS Logistics, der skal løse den opgave, når Molslinjen den 1. september 2018 overtager færgebetjeningen af Bornholm.
- Vi har i Molslinjen tradition for at udlicitere arbejdet med løstrailere i havnene, og det har været vigtigt for os at finde en partner, som kan klare opgaven i både Rønne og Køge. Det har vi fundet på Bornholm, siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.
BHS Logistics tager fat på arbejdet den 1. september næste år, men går allerede nu i gang med de indledende manøvrer.
- Vi er glade for at have vundet opgaven, og vi glæder os til at komme i gang. Vi vil i den nærmere fremtid påbegynde arbejdet med planlægning og ansættelse af de medarbejdere, vi skal bruge til opgaven. Vi har hele vejen igennem vores dialog med Molslinjen haft en klar opfattelse af et fælles ønske om at fastholde bornholmske arbejdspladser, lyder det fra afdelingschef hos BHS Logistics, Mikkel Ørum.