Branchen: - Vi vil have køre- og hviletidssanktioner nu
De allerede vedtagne køre- hviletidssanktioner kan ganske enkelt ikke vente et år på politiets it-system, men bør indføres nu, mener en samlet transportbranche.
Det haster nemlig med at få indført de hårdere straffe for bevidst snyd med køre- og hviletidsreglerne, samtidig med at lempeligere straffe for fejl og forglemmelser vil resultere i færre og mindre komplekse sager. Og det vil frigive ressourcer hos myndighederne, der så kan lægge flere kræfter i at forfølge de mere alvorlige overtrædelser.
Hele branchen står sammen
Otte af de helt store organisationer indenfor transportbranchen - 3F, ATL, DI Transport, Dansk Erhverv, Danske Speditører, DB, DTL og ITD – retter derfor henvendelse til transportministeren og justitsministeren for at få de ændrede sanktioner på køre- og hviletidsområdet sat i kraft med det samme. Det sker, efter at udmeldingen fra politiet har været, at man tidligst kan administrere loven om et år.
Loven gør også op med det hidtidige frakendelsessystem, så der alene sker frakendelse af kørekortet til de typer af kørekortkategorier, som køre- og hviletidsbestemmelserne i udgangspunktet gælder for – nemlig de tunge køretøjer.
"Vi har naturligvis forståelse for, at det er nødvendigt med en kortere omstillingsperiode, men vi finder 1 år eller mere helt uacceptabelt for transportbranchen", hedder det i henvendelsen til ministrene.
Skal sikre chaufførernes forhold
Transportbranchen har ud over det trafiksikkerhedsmæssige aspekt fokus på at sikre chaufførernes sociale forhold, samtidig med at chaufføren underkastes kravet omkring en opgradering af deres køre- og hviletidsmæssige kompetencer:
”Det giver mening, at den ansatte i stor udstrækning vil kunne bevare sin tilknytning til arbejdsmarkedet, ligesom virksomhederne fortsat vil kunne anvende den ansatte blot til nogle andre typer opgaver, hvilket er en væsentlig faktor i fremtiden, hvor chaufførmangel vil blive en endnu større udfordring,” skriver organisationerne.
De senere år er der set et stigende antal tilfælde med bevidst manipulation og snyd med bilernes fartskrivere, og det er dette uvæsen, branchen nu vil til livs med skærpede sanktioner og mere proportional behandling i det danske straffesystem.
Vil gerne hjælpe
Branchen tilbyder i samme forbindelse myndighederne hjælp til at udvikle de nødvendige kurser, som loven også foreskriver, hvis chaufføren frakendes førerretten for køre- og hviletidsovertrædelser. Et tilsvarende system ser man allerede i dag på området for spritkørsel.
- Det er jo helt urimeligt, at en lov, som har haft så stor bevågenhed hos branchen og folketingspolitikerne syltes i den grad, som politiet lægger op til. Vi kan konstatere, at der allerede ved retten i Thisted har været en sag, hvor dommeren har studset over, at sagen skal fremmes efter gamle sanktionsregler, når nu Folketinget har vedtaget nye regler på området. Det kan vi ikke leve med i længden, siger administrerende direktør i DTL, Erik Østergaard, og fortsætter:
- Skal reglerne give mening for den enkelte chauffør og vognmand, så skal de opleve, at fejl og forglemmelser, der ikke har sikkerhedsmæssig betydning, ikke betyder, at gulvtæppet rives væk under én. Men de skal også opleve, at der bliver slået så hårdt ned på bevidste omgåelser af reglerne, at man hurtigt kan være færdig i branchen. Og det skal sættes i værk nu.